Røde Stjerne er kommet i UEFA's søgelys.
Det europæiske fodboldforbund har indledt en disciplinærsag mod den serbiske storklub efter kontroversielle bannere under torsdagens Europa League-kamp mod Viktoria Plzen.
Det bekræfter UEFA over for The Athletic.
På bannerne blev den tidligere bosnisk-serbiske general Ratko Mladic hyldet med ordene 'General, evig hæder og tak'.
Mladics navn blev også sunget på tribunerne, mens Røde Stjerne efter slutfløjt delte billeder af bannerne på klubbens sociale medier.
Mladic døde torsdag i en alder af 84 år. Han blev i sin levetid kendt som 'Slagteren fra Bosnien' og blev dømt til livstid for folkedrab og krigsforbrydelser.
Han blev blandt andet holdt ansvarlig for massakren i Srebrenica i 1995, hvor omkring 8.000 mænd og drenge blev dræbt.
UEFA har sigtet Røde Stjerne for tre punkter: Racistisk/diskriminerende adfærd, upassende adfærd fra holdet og at have formidlet et budskab, der ikke egner sig til en sportsbegivenhed.
— FK Crvena zvezda (@crvenazvezdafk) August 27, 2026
UEFA's sag får samtidig opbakning fra Srebrenica Memorial Center, der mindes ofrene for folkedrabet.
Organisationen kontaktede UEFA efter kampen og argumenterede for, at episoden ikke blot kan betragtes som en sag om enkelte fans.
- En klub, der bevidst bruger sine officielle kommunikationskanaler til at sprede budskaber, som hylder en mand, der er juridisk dømt for folkedrab, kan ikke reducere denne adfærd til fansenes handlinger, lyder det fra organisationen ifølge The Athletic.
Røde Stjerne tabte kampen mod Viktoria Plzen med 1-5 og missede en plads i Europa League.
I stedet skal klubben spille Conference League, hvor man blandt andet møder FC København på hjemmebane.


Røde Stjerne
EL-kval


























