Den tidligere rumænske landstræner Mircea Lucescu er død i en alder af 80 år.
Det kunne Bucharest University Emergency Hospital bekræfte tirsdag efter kort tids sygdom.
Răzvan Burleanu, præsident for Det Rumænske Fodboldforbund, hvori Lucescu senest var landstræner, har reageret på de tragiske nyheder.
- Det er en sort dag for Rumænien og for verdens fodbold.
- Vi har mistet en mand, der levede gennem og for fodbolden hvert eneste sekund af sit liv. Mircea Lucescu var ikke blot en træner, men en livslærer for hele generationer af spillere.
- Han elskede denne sport mere end noget andet, og hans indflydelse på vores fodbold er umålelig. I disse svære tider går vores tanker til den sørgende familie. Vi står tilbage med hans lærdom, hans elegance og et enormt tomrum, som aldrig vil kunne fyldes. Hvil i fred blandt stjernerne, hr. Lucescu.
Lucescu blev i slutningen af marts ramt af et pludseligt ildebefindende under Rumæniens forberedelser op til kampen mod Slovakiet.
Han måtte efterfølgende indlægges og kort efter trak han sig som landstræner for Rumænien.
Siden kom det frem, at hans tilstand var stabil, men fredag blev han altså ramt af et hjertestop, der kostede ham livet.
Mircea Lucescu har ad flere omgange været landstræner for Rumænien.
Han blev senest ansat som landstræner for Rumænien i sommeren 2024 og nåede 17 kampe.
Han var også rumænsk landstræner fra 1981 til 1986, hvor han stod i spidsen for 59 kampe.


Rumænien
































