Heerenveen, Sønderjyske, FC Midtjylland, Aberdeen og Ferencvaros.
Stefan Gartenmanns karriere har bragt ham vidt omkring i det europæiske fodboldlandskab, og nu er den 29-årige forsvarsspiller i færd med at føje en ny adresse på cv’et.
Ifølge Bolds italienske kilder er Gartenmann tæt på at lave en aftale med den italienske traditionsklub Sampdoria.
Dansk-schweizeren, der i marts 2025 blev udtaget til det schweiziske A-landshold til to kampe mod Nordirland og Luxembourg efter store præstationer på klubplan, takkede i juni af i Ferencvaros.
Derfor har den erfarne stopper været fri på markedet, hvilket Sampdoria har lukreret på og altså siden grebet muligheden for at signe ham.
Sampdoria råder i forvejen over et dansk islæt i Jesper Fredberg, der er en vigtig skikkelse i ledelsen i sin funktion som sportsdirektør.
Klubben er historisk veldekoreret og har huset spillere som Gianluca Vialli og Roberto Mancini. Derudover har landsholdsspiller Joachim Andersen en fortid i den ikoniske blå trøje.
I 1991 vandt Sampdoria det italienske mesterskab, ligesom de fire gange har vundet pokalen.
Men i 2023 løb de ind i en kæmpemæssig nedtur, da de måtte tage turen ned i Serie B efter 11 sæsoner i det fineste fodboldselskab i Italien.
I den netop overståede 2025/2026-sæson endte de på en 13. plads i den næstbedste række.
Stefan Gartenmann kan forud for kapitlet i Støvlelandet blandt andet se tilbage på to mindeværdige år i Ferencvaros, hvor han formåede at hjælpe klubben til deres 36. mesterskab og 25. pokaltitel.
Nu venter Italien inden længe.


Sampdoria
Serie B






























