Miraklernes tid er ikke forbi.
Efter 140 forsøg og over 20 års ventetid lykkedes det endelig San Marino at vinde en fodboldkamp.
Et sandt eventyr blev skrevet, da San Marinos spillere, stab og fans kunne fejre en 1-0-sejr over Liechtenstein i Nations League.
Det var desuden nationens første sejr nogensinde i en gældende kamp.
Bold har været i kontakt med midtstopper Michele Cevoli, som spillede hele kampen.
Og han har stadig svært ved at forstå, at han for evigt vil være en stor del af San Marinos fodboldhistorie.
- Personligt har det været en ultimativ glæde. Efter mange ofre lykkedes det os at opfylde et mål, som ingen havde regnet med.
- Vi har arbejdet hårdt i de seneste år, og vi har vist nogle gode resultater i form af point på kontoen og præstationer.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Men en sejr har været noget, vi aldrig har været sikker på at få, siger Michele Cevoli til Bold.
Mens mange af San Marino-spillerne fik en drøm opfyldt ved at vinde en kamp, kan sejren også få en meget større betydning.
Det har fået den nye generation af drenge og piger til at drømme stort.
- Det her kan give et boost til hele fodbolden i San Marino. Der var mange drenge og piger på tribunerne, og vi har nok givet dem endnu mere næring til deres passion for spillet.
Danmark blev startskuddet
Det er nye tider i San Marino.
Efter mange år med det ene store nederlag efter det andet er det endelig lykkedes for amatørspillerne at vise tænder.
Det har man set i de seneste år, hvor Danmark også fik lov til at smage på San Marino-spillernes jagt på en sejr.
Den 17. oktober 2023 fik alle danskere et kæmpe chok, da Kasper Hjulmands tropper i EM-kvalifikationen var ved at dumme sig.
Her blev det blot til en smal 2-1-sejr over det hårdtkæmpende San Marino-mandskab, hvor Michele Cevoli også var med.
Han husker udmærket opgøret, som gav San Marino en ny tro på tingene.
- Vi har forbedret vores præstationer i de senere år. Det kulminerede med et smalt nederlag til Danmark, mens at vi også scorede tre mål i kvalifikationen.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
- Det var et klart signal om, at vi var blevet bedre, og at vi var kommet tættere på endelig at få sejren. Nu har vi heldigvis været i stand til at klare udfordringen.
På tv-billederne fra den historiske sejr kunne man tydeligt se glæden hos San Marino.
Der var spillere, som løb rundt. Der var spillere, som lå på græsset.
Alle var i ekstase.
Man skulle derfor tro, at San Marino-heltene fik lov til at give den gas i timerne efter, men sådan gik det ikke.
- Vi fejrede det stille og roligt. I næste uge spiller vi en venskabskamp i Moldova, så det blev ikke vildt. Men vi var alligevel virkelig glade og stolte.
Lagermand skrev historie
San Marinos landshold er på mange måder noget specielt.
Ud over den forfærdelige stime af kampe uden en sejr er holdet også fyldt med spillere, som må arbejde hårdt uden for grønsværen.
Det er kun med til at gøre den historiske sejr over Liechtenstein endnu større.
- Jeg er lagermand på deltid, hvor jeg arbejder om morgenen. Om eftermiddagen er jeg fysisk træner på et ungdomshold, mens at jeg om aftenen så træner med min klub eller landsholdet.
- En stor del af holdet består af folk, der studerer eller arbejder. Der er endda tale om tunge og krævende jobs.
- Det er endnu en grund til at være stolt over den store præstation.
Og det har nationen og folk fra hele verden også været.
- Vi er alle blevet kontaktet på alle sociale medier. Det er virkelig en glæde at se, at mange mennesker fra hele verden hepper på San Marino og viser deres støtte til vores hold, siger Michele Cevoli til Bold.
På tirsdag skal San Marino i ilden igen.
Jagten på en ny sejr bliver indledt på Stadionul Zimbru, hvor det gælder Moldova.
26-årige Michele Cevoli har været en del af landsholdet siden 2017, hvor det er blevet til 25 kampe i San Marino-trøjen.


San Marino
UEFA Nations League D































