Lasse Vigens fremtid er med al sandsynlighed faldet på plads.
For ifølge bold.dk’s oplysninger er den transferfri midtbanespiller meget tæt på at kunne kalde sig Silkeborg-spiller.
Så tæt, at han i dag skal til lægetjek i klubben, som for et par dage sendte midtbanespilleren Robert Golani til Kalmar.
Kent Nielsen og co. har ihærdigt arbejdet på at hente en central midtbanespiller i det netop overståede transfervindue - blandt andet med konkrete bud på Hvidovres Fredrik Carlsen - men missionen mislykkedes.
I stedet bliver det altså 28-årige Lasse Vigen, som skal hjælpe Superligaens nummer fire i foråret. Holdet opholder sig pt på træningslejr i Spanien, mens deres kommende holdkammerat skal gennem de fysiske test i det jyske.
Artiklen fortsætter efter billedet

Lasse Vigen har efter kontraktophævelse i belgiske Zulte Waregem holdt formen ved lige i sin tidligere klub, Esbjerg.
I januar fortalte hans agent, Gulli Tomasson til bold.dk, at en retur til dansk fodbold sagtens kunne være aktuel.
- Lasse er ledig på markedet og vurderer de seriøse og konkrete tilbud, han får. Også fra Danmark, lød det fra Tomasson.
Han har også optrådt fire sæsoner i Brøndby, hvor han afsluttede sit ophold i 2021 med scoring og mesterskabsfejring, inden han tog turen til Belgien.
På cv’et står derudover 80 U-landskampe. Inden længe står der Silkeborg-spiller på selvsamme cv.