2025-12-19 14:15:22

SIF-chef forstår Larsen-skuffelse: Bedste mand står

Nicolai Larsen har fortalt, at han regner med at forlade Silkeborg IF, hvor han ærgrer sig over at blive kasseret på en beslutning, der ikke er sportslig. Kent Madsen forklarer dog, at det fortsat er bedste mand, som står i buret.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Inden for en overskuelig fremtid kommer 20-årige Aske Andresen til at få chancen i målet for Silkeborg IF.

Det skrev Midtjyllands Avis for en uge siden, og nu har den mangeårige førstemålmand Nicolai Larsen reageret til selvsamme medie.

Selvom den 34-årige keeper længe har ytret ønske om forlængelse, fortæller han til Midtjyllands Avis, at de to parter efter alt at dømme kommer til at skilles denne sommer.

Et faktum Nicolai Larsen er skuffet over. 

Bold har rakt ud til adm. direktør i Silkeborg IF, Kent Madsen, som opridser situationen. 

- Aske, som vi vurderer som en af de mest talentfulde målmænd i dansk fodbold, er ved at være flyvefærdig, og i princippet er der kun en måde at finde ud af det på. Og det er, at han får spilletid i Superligaen. En ting er, hvordan man agerer til træning, men det er det, der sker i kampene, som er afgørende, siger Kent Madsen til Bold.

Særligt ærgrer Nicolai Larsen sig over, at der lige nu ikke ligger sportslige hensyn bag beslutningen. Kent Madsen ser anderledes på det.

- Nicolai har udløb til sommer, og ham har vi tilbudt en forlængelse, hvor der er flaget over for ham, at han må forvente, at Aske får muligheden og i udgangspunktet til sommer bliver førstevalget. Men det er stadigvæk den bedste mand, som står.

Artiklen fortsætter efter billedet

3F Superliga -SIF-chef forstår Larsen-skuffelse: Bedste mand står
Foto: Mikkel Berg Pedersen/Ritzau Scanpix - Claus Fisker/Ritzau Scanpix

SIF-direktøren henviser også til situationen hos den østjyske rival AGF, hvor Jesper Hansen igennem årenes løb har formået at slå flere af de direkte målmandskonkurrenter af og vist sig som den bedste, selvom alderen er fremskreden.

Kent Madsen mener, at Silkeborg har gjort situationen klar over for Nicolai Larsen, men at det så fortsat er op til ham at imponere træneren tilstrækkeligt.

- Vi sætter stor pris på Nicolai, men så er det også ærlig kommunikation over for ham at sige, at han må forvente, at konkurrencesituationen bliver stærkere, og vi vurderer, at Aske skal have muligheden. Det kan så være, at Aske ikke er stand til at tage den. Det må tiden vise.

- Som jeg har forstået det, er Nicolai der, hvor han gerne vil være et sted, hvor han er det naturlige førstevalg, og når vi ikke kan tilbyde ham det, er han ikke interesseret  at forlænge med Silkeborg. Det er jo helt legitimt, og for mig er der ikke noget dramatik i det.

Så der er også stadig en mulighed for Nicolai Larsen for at forblive førstemålmand?

- Hvis nu ham, vi tror, er klar, viser sig ikke at være det, så står han (Aske Andresen, red.) ikke. Det er ikke anderledes end, hvis en anden spiller får muligheden. Hvis han ikke tager den og viser, at det var det rigtige valg, så bliver det en anden, der spiller.

Principiel beslutning
Denne beslutning skal også ses som et udtryk for, hvilken klub Silkeborg IF er.

Det er en fodboldklub, men den skal også drives godt økonomisk. Det handler blandt andet om at få noget ud af de talenter, som man kaster mange penge efter.

Derfor er der måske noget i Nicolai Larsens argument om, at det ikke kun er en sportslig beslutning, der er taget. Kent Madsen ønsker dog at nuancere det en smule mere.

- Sådan ser det ud fra hans stol, og det er fair, at han anskuer det sådan. Men vi er også en klub, hvor det ligger dybt i vores DNA, at vi udvikler spillere. Så groft sagt, hvis vi skal holde en så dygtig målmand som Aske til ilden, så skal han jo også have muligheden, for ellers mister han måske troen på, at han er det rigtige sted. 

- Og det er også klart, at hvis man skal drive en klub som vores, så er vi afhængige af, også i den forretningsmæssige del, at vi løbende udvikler unge spillere, der bliver til dygtige Superliga-spillere.

- Det har jo både noget at gøre med økonomi på omkostningssiden, men det har også noget at gøre med at have potentielle transfermuligheder, fordi vi er en klub, der ligesom, jeg tror stort set alle andre klubber i Superligaen, er afhængige af, at vi med en jævne mellemrum sælger spillere til større adresser.

Det giver ikke mening som klub, hvis man satser meget på at drive et akademi, hvis de unge spillere ikke får chancen til fordel for en 34-årig spiller.

Det kan nemlig resultere i, at talenter fra andre egne af landet ikke vil skele til Silkeborg som stedet, de vil udvikle sig.

- Når jeg har omregnet til fuld tid, så har jeg 16 mand ansat i vores talentafdeling. Vi er en klub, der gerne vil udvikle egne spillere, og hvis vi skal blive ved med at være attraktive på det, som en klub, som de unge spillere gerne vil være i. 

- Hvis vi skal kunne forsvare og investere så store summer i drift af vores ungdomsafdeling, så skal der bringes spillere igennem, ellers giver det jo ikke mening. Det her er så bare et eksempel ud af mange.

Larsens fremtid
Tilbage står en rutineret keeper, der har vist sit værd i Superligaen og i flere år også for Silkeborg som fast førstemålmand og keeper.

Flere har peget på ham som en af de bedste målmænd i dette efterår af landets bedste række.

- Vi ser lige nu Nicolai er som en vigtig brik i holdet, og derfor er udgangspunktet, at vi har en aftale med hinanden, der løber til sommer, at begge parter selvfølgelig opfylder den aftale.

Ovenstående er noget af det, som målmanden har det svært med, da han på en og samme tid føler sig vigtig for holdet, men samtidig har et ben ude af klubben.

Det undrer desuden keeperen ifølge Midtjyllands Avis, at han ikke har fået fripas til at lede efter andre muligheder, når han til sommer ikke længere er en del af planerne.

- Det sker nogle gange, at spilleren siger, når jeg nu ikke længere står med en kontrakt, kan jeg altså ikke bare få lov at gå nu? Det kan godt være, men det kommer an på, hvilken kompensation vi som klub får.

- Så det er jo med Nicolai, som det er med alle andre spillere, at skulle der komme en klub, der gerne vil købe Nicolai, fordi de gerne vil have ham nu, så kigger vi på det, ligesom vi kigger på alle andre henvendelser. Men i udgangspunktet vil vi gerne have, at Nicolai går her tiden ud.

Som Kent Madsen også har gjort det klart, er der altså stadig en mulighed for at spille sig til fortsat at være cheftræner Kent Nielsens foretrukne.

Men Silkeborg har smækket det tilbud på bordet, som de ønsker at afgive. Der kommer formentlig ikke et nyt tilbud lige foreløbig.

- Det, forestiller jeg ikke, ligger i kortene lige nu. Så lige nu er situationen, at det tilbud om forlængelse har Nicolai sagt pænt nej tak til, og det er 100 procent i orden. Der er ikke nogen grund til at dramatisere den situation - det er helt almindeligt, siger Kent Madsen afslutningsvist.

Begge parter understreger, at der er stor respekt involveret i processen. 

Podcast Cover

Stage vil være landsholdstraktor

Hattrick | Afsnit 63

I et stort interview med Bold taler Jens Stage nu ud om sit forhold til både AGF og FCK – og sætter samtidig ord på sin rolle i landsholdshierarkiet. 

Læs mere
-16:44

Annonce

17 kommentarer

Se kommentarer
Annonce