I lørdags fyldte Simon Stüker 15 år, og udover at fejre sin fødselsdag, kunne han også glæde sig over, at han kunne skrive en kontrakt med Silkeborg.
Den 15-årige back er søn af Silkeborg-sportschef Jesper Stüker, og han har været i klubben i mange år.
- Han spiller fortrinsvis på højre back-positionen og har et stort drive for at komme frem til indlæg eller andre chancer. Simon er begunstiget af stor power og fart – og har derfor gode forudsætninger, som han også formår at omsætte i kamp. Simon har derfor en stor andel i, at vores U15-hold har klaret sig så godt, lyder det fra talentchef Christian Hansen.
Den unge back fortæller i klubbens pressemeddelelse, at det længe har været en drøm for ham at skrive kontrakt med Silkeborg.
- Jeg er meget glad og stolt, for det har været et stort mål for mig at komme på en traineeaftale i SIF.
Artiklen fortsætter efter billedet

- På sigt er det målet at slå igennem til førsteholdet og få kampe på førsteholdet, men i første omgang handler det selvfølgelig om at fortsætte udviklingen i et rigtig godt miljø med dygtige trænere og holdkammerater.
Simon Stüker spiller til daglig på Silkeborgs U15 liga-hold.