2022-11-28 15:13:56

Silkeborg-profil føler sig klar til næste skridt: Det er en mulighed

I de seneste to transfervinduer har Silkeborg afvist bud på Tobias Salquist, som håber, at tredje gang er lykkens gang, men heller ikke vil bruge for meget energi på det.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Malmö fik et nej, og Chicago Fire fik et nej...

Både sidste vinter og i sommer var der bud efter Silkeborgs forsvarsprofil Tobias Salquist, men han er stadig på kontrakt i Søhøjlandet.

I et interview med bold.dk lægger 27-årige Salquist ikke skjul på, at han føler sig klar til at tage næste skridt i karrieren, og så er det spørgsmålet, om Silkeborg vil slippe ham i det kommende transfervindue.

Salquist selv forsøger ikke at involvere sig så meget, før det måtte blive helt konkret.

- Jeg har brugt utrolig meget energi på noget, som ikke kom til at ske, så det bliver sådan nu, at hvis der kommer noget, så forholder jeg mig til det, og ellers skal jeg nyde min ferie og træne hårdt, så jeg står klar til foråret. Hvis der kommer noget spændende, må vi tage den og se på det.

- Jeg har ikke lagt skjul på, at jeg stadig har et ønske og en drøm om at komme ud igen, og det skal helst være, hvor jeg kan have nogle gode år i udlandet, men det kræver, at der kommer det rigtige for både mig og for Silkeborg, siger Salquist til bold.dk.

Artiklen fortsætter efter billedet

3F Superliga -Silkeborg-profil føler sig klar til næste skridt: Det er en mulighed
Foto: Bo Amstrup/Boamstrup/Ritzau Scanpix

Silkeborg ved hvor jeg står
Tobias Salquist har ikke som sådan snakket med Silkeborg om et skifte denne vinter, men klubben er næppe i tvivl om, hvor han står.

- Jeg har givet udtryk for, hvad jeg gerne ville, og de har tidligere givet udtryk for, at de ikke så gerne ville, men jeg er sikker på, at hvis der kommer noget, så forholder klubben sig til det, og så må vi se.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Det er ikke, fordi jeg har prøvet det særlig mange gange, men nu har jeg alligevel prøvet det to gange i de sidste to transfervinduer, så selvfølgelig vil jeg kæmpe for det, men jeg tror også, at klubben har forstået budskabet om, at jeg gerne vil prøve noget nyt, så der er ingen grund til at bruge mere energi på det end højst nødvendigt. 

- Jeg er sikker på, at hvis der kommer noget rigtigt for Silkeborg, så er klubben også lydhør, og så skal vi jo bare blive enige om, at hvad det rigtige er.

Flere faktorer i spil
Der er på mange måder langt fra Malmö til Chicago, så spørgsmålet er, hvad der vil være det rigtige næste skridt for Tobias Salquist.

- Jeg fylder 28 til sommer, så jeg kan ikke stille mig så kritisk, mener Salquist.

- Det skal være et fedt skridt fodboldmæssigt, men jeg vil også gerne have en udfordring personligt og opleve en anden kultur. Der spiller forskellige faktorer ind.

- Malmö skulle spille Champions League, og det var på den måde, at det kunne være fedt. USA kunne nok være en fantastisk oplevelse kulturelt. Det handler om at veje tingene op og se på, hvad jeg gerne vil.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Jeg håber at komme af sted, bestemt, men det skal også være det rigtige, man skal af sted til. Jeg er der, hvor jeg ikke bare tager af sted for at tage af sted, som jeg måske gjorde, da jeg tog til Belgien. 

- Det var bare for at komme ud, men der er jeg ikke nu. Hvis det er det rigtige, vil jeg gerne af sted, men ikke for enhver pris, siger Tobias Salquist til bold.dk.

I 2018 forlod Salquist Silkeborg til fordel for belgiske Waasland-Beveren på en fri transfer. Siden har han været forbi Lillestrøm og Hobro, inden turen i januar 2021 gik hjem til SIF.

Salquist står noteret for 122 optrædener for Silkeborg og har kontrakt til udgangen af 2025.

2 kommentarer

Læs alle kommentarer
annonce

Mest læste

annonce
annonce

Seneste nyheder

annonce
0