Skive sluttede under stregen i 1. division og skal en tur ned i 2. division efter sommerferien. Det til trods for at man rådede over rækkens næstmest scorende spiller.
Morten Beck Andersen nettede 18 gange for skibonitterne, men det rakte altså ikke til overlevelse.
Angriberen skrev i marts under på en fuldtidskontrakt gældende til 2015. Men han regner med et skifte i det kommende transfervindue.
- Følelsesmæssigt har jeg det sådan, at jeg gerne vil være med til at komme op igen, når man har været en del af det. Men omvendt vil jeg gerne rykke mig. Hvis jeg kan steppe op, så er det det, jeg går efter, så det undersøger jeg mulighederne for, siger Beck Andersen til bold.dk.
- Jeg går efter at steppe op, hvor jeg kan udvikle mig mest muligt, og det gør jeg ikke ved at spille 2. division. Som udgangspunkt er Skive kede af at skulle miste mig, men de ved også godt, det kan blive svært at holde mig. Så jeg tror, de er med på at lave en aftale, siger angriberen.
Morten Beck Andersen fortæller, at der har været interesse fra flere klubber, inklusiv klubber fra Superligaen. Mindre kan dog også gøre det.
- Jeg sigter efter at steppe op, så det er en Superliga-klub. Men det kan også være en ambitiøs 1. divisionsklub, siger Beck Andersen.
25-årige Beck Andersen har en fortid i AGF, hvor han nåede at dufte til Superligaen med en enkelt indskiftning.
kristian@bold.dk


Skive IK
Betinia Liga





























