Skive kæmper hårdt for at undgå nedrykning fra 1. division, og i den kamp er Morten Beck Andersen en vigtig brik. Angriberen, der har nettet 10 gange i denne sæson, havde kun kontrakt frem til sommer, men nu er der lagt to år på den aftale.
- Det har haft høj prioritet for os at få forlænget aftalen med Morten. Det siger sig selv, at man gerne vil have papir på klubbens topscorer, og nummer to på topscorerlisten i NordcBet Ligaen, siger sportschef Rasmus Brandhof til klubbens hjemmeside.
- Morten har en stor trang til hele tiden at ville forbedre sig. Og det er en af de værdier, vi vægter rigtig højt hos en spiller. Udover at være en dygtig og målfarlig fodboldspiller er Morten en super behagelig fyr, som er vellidt af alle i Skive IK. Det er derfor en rigtig glædelig dag for Skive IK, og endnu et bevis på, at Skive IK er på vej.
25-årige Beck, der har en fortid i AGF, er i forbindelse med kontraktforlængelsen blevet fuldtidsprofessionel fodboldspiller.


Skive IK
Betinia Liga






























