Skovshoved kæmpede i lang tid for livet i Danmarksserien, men det endte med en nedrykning til Københavnsserien for det tidligere divisionshold i den seneste sæson.
Michael Jørgensen var cheftræner for Skovshoved i foråret, men han har valgt at stoppe, siger Michael Madsen til bold.dk.
Den tidligere Superliga-, Bundesliga- og Serie A-spiller Michael Madsen, der har været assistent i Skovshoved, overtager cheftrænerposten sammen med den tidligere Superliga-angriber Simon Bræmer og den tidligere divisionsspiller Jonathan ’Lålå’ Nielsen.
- Michael Jørgensen er stoppet, da han bor på Lolland, og der er for langt herind. Det er der ikke det store drama i. Lige nu er vi tre trænere på i form af Simon Bræmer, Jonathan ’Lålå’ Nielsen og jeg.
- Vi hjælper lidt omkring holdet, så det kan komme op at køre, og vi kan få samlet en trup, der kan spille i Københavnsserien. I og med, at jeg er ældst, trækker jeg noget af læsset, men de andre trækker sateme også noget, siget Michael Madsen til bold.dk.
Det passer godt for 48-årige Madsen, at han deler ansvaret med Bræmer og Nielsen.
- Jeg har simpelthen ikke tid til at være cheftræner. Jeg stoppede som cheftræner i Brønshøj for snart to et halvt år siden. Jeg har simpelthen ikke tid til det mere. Siden jeg stoppede med at spille fodbold, har jeg haft samme arbejde, og den virksomhed, som jeg arbejder i, er blevet kæmpe stor, og jeg har været med til at bygge det op med mine dejlige kolleger.
- Vi er gået fra 12 til 400 ansatte. Så jeg har simpelthen ikke tid mere, da jeg prioriterer mit arbejde rigtig højt. Jeg elsker at være på træningsbanen, men det kniber med tiden i forhold til at nå de forskellige ting. Så er det meget rart, at man er tre om det. Jonathan Nielsen og Simon Bræmer er nogle guttermænd. Bræmer er en kongefyr, og spillerne elsker ham.
Drengene har fået nogle feriebajere
Tirsdag aften skal Skovshoved duellere mod HB Køge i pokalen, og der venter en stor mundfuld, hvor Madsen er nervøs for Skovshoveds fysiske formåen.
- Antalsmæssigt er vi rimelig mange i truppen, så det er jo super glad for. Kvalitetsmæssigt står vi rigtig, rigtig godt. Fysisk står vi rigtig dårligt, siger Michael Madsen grinende og fortsætter:
- Nøj, drengene har fået nogle feriebajere. Det er jo unge mennesker, og de skal have lov til at hygge sig. Antalsmæssigt og kvalitetsmæssigt ud fra deres individuelle skills ser det rigtig fint ud.
- Den fysiske forfatning er der sateme noget at tage fat i. Det er også min helt store bekymring til i aften (tirsdag, red.). Vi kommer op mod nogle, der har trænet i halvanden til to måneder. Wauw, det kan blive lange 90 minutter.
- Vi glæder os dog til kampen. Vi har også spillere, som kan være med på niveauet, men spørgsmålet er i hvor lang tid. Jeg har en idé om, hvad HB Køge kommer med. De spillede søndag, så dem, der spillede søndag, skal højest sandsynligt ikke i spil.
- Jeg kender nogle af deres reserver, og det er fine spillere, men det er også spillere, hvor jeg har seks-syv spillere, som kan spille op med dem. Jeg ved bare ikke i hvor lang tid. Det bliver spændende, lyder det fra Michael Madsen til bold.dk.
Pokalopgøret mellem Skovshoved og HB Køge blev skudt i gang tirsdag 2. august klokken 18, og bold.dk kommer til at være til stede i Skovshoved for at dække opgøret. Du kan læse om kampen på bold.dk efter slutfløjt.

Skovshoved
Oddset Pokalen



































