2024-03-08 11:00:00

Zohores underlige tid i Polen: Følte mig ikke værdsat

Kenneth Zohore fik torsdag ophævet sin kontrakt i polske Slask lidt over et halvt år efter ankomsten. Til Bold fortæller han om en speciel tid, der bød på degradering til U23-holdet efter vinterpausen.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

Ekstraklasa - 24. runde

FT

BIA

3 - 1

SLA

De seneste år er ikke gået, som Kenneth Zohore havde forestillet sig.

Den 30-årige angriber har været i mange forskellige klubber uden nogen former for succes, og torsdag afsluttede Zohore endnu et kapitel i sin karriere, der ikke er værd at skrive hjem om.

Zohore fik ophævet sin kontrakt i polske Slask efter blot otte kampe og 141 minutter i benene på et halvt år, og det har på mange måder været en mærkværdig omgang.

Det fortæller han i et interview til Bold.

- Det har været lidt underligt, som det hele har været. Jeg var i et land, jeg ikke havde været før, og de gør tingene på en anderledes måde.

- Fra den ene dag til den anden trænede jeg ikke med førsteholdet mere. Det var selvfølgelig mærkeligt, men sådan var det. Jeg kunne bare godt mærke efter have trænet med U23-holdet, at det ikke var det bedste for mig personligt.

- På vores træningslejr sagde jeg til sportsdirektøren, at jeg ikke følte mig værdsat af træneren. Det er bare noget, man mærker, og han gav mig ret.

Kan det være derfor, at cheftræneren smed dig ned på U23-holdet?

- Det kan godt være.

- Jeg har haft nogle hårde år. Jeg har haft brug for at komme et sted hen, hvor jeg er værdsat, og hvis det ikke er sådan, skal jeg finde noget andet.

- Træneren snakkede ikke så godt engelsk, så vi snakkede ikke meget sammen. Der var dog ingen sure miner. Det kan godt ligne, at det var dramatisk, men det har det ikke været. Jeg havde bare ikke forestillet mig at blive sendt ned på U23-holdet, for jeg opførte mig ikke forkert.

Inden det endte med en ophævelse, forsøgte klubben at leje Kenneth Zohore ud.

Men på grund af angriberens historik var der ingen klubber, der ville røre ham.

- Jeg følte, at de fleste klubber, der var interesserede, var bange, fordi jeg ikke havde spillet uge efter uge i et år. Det er selvfølgelig ikke sjovt, for jeg gør, hvad jeg kan for at få succes i fodbold.

Ikke opgivet
Kenneth Zohore befinder sig nu tilbage i Danmark og holder sig i gang for at være klar til, hvis en klub melder sig på banen.

For på trods af flere uheldige klubskifter har den tidligere Superliga-spiller ikke opgivet håbet om at få gang i karrieren.

- Jeg har stadig glæden til fodbold hver gang, jeg er ude at træne. Det er mit frirum fra, da jeg var helt lille. Men succesoplevelserne er det, jeg savner rigtig meget.

- Det er ikke det sjoveste at se nogle af de videoer, jeg bliver tagget i, fra de tider, hvor det gik godt med tanke på, at jeg ikke spiller nu.

- Det har været mentalt hårdt de seneste år, men jeg tager det i stiv arm, og jeg har en god familie og venner at kunne læne mig op af.

- Jeg drømmer stadig om at spille på et højt niveau, for jeg synes selv, at jeg kan gøre det og har masser at give.

Nu er Kenneth Zohores agent i gang med at undersøge markedet og se, hvad der er muligt.

Han ved dog godt, at det er en udfordring.

- Jeg tror stadig, at jeg vil blive i udlandet, men det er svært, når mange vinduer er lukket. Hvis jeg skal vente til sommer, gør jeg det. Jeg har sagt til min agent, at han bare skal skyde løs, og jeg ved, at han snakker med nogle klubber.

Hvor kigger du og din agent hen på nuværende tidspunkt?

- Langt væk. Jeg er lidt usikker på hvilke lande, der har åbent. Jeg forventer ikke, at der kommer til at ske noget. Ellers venter jeg til sommer.

- Jeg har i hvert fald ikke overvejet at stoppe. Jeg skal lige have de sidste år med, fastslår Kenneth Zohore til Bold.

Kenneth Zohore har tidligere været i klubber som Fiorentina, Brøndby og Cardiff.

Artiklen fortsætter efter indholdet

Ekstraklasa - 24. runde

FT

BIA

3 - 1

SLA

Annonce

3 kommentarer

Se kommentarer
Annonce