Hvidovre IF og Sønderjyske har kæmpet en hård kamp om andenpladsen i NordicBet Ligaen, men nu står det klart, at Hvidovre IF er klar til 3F Superligaen.
Det betyder samtidig, at Sønderjyske må tilbringe en sæson mere i NordicBet Ligaen.
bold.dk har taget en snak med sportsdirektør Esben Hansen om den missede oprykning til 3F Superligaen.
- Det er vi overordnet kede af og skuffede over. Jeg tror, at man skal dele tingene lidt op. Hvis vi kigger på, hvor vi er lige nu, og præstationerne efter jul, er det interessant at se, om vi er på vej i den rigtige retning i det nuværende setup. Det er vi. Det viser de underliggende tal og placeringen i tabellen.
- Vi har været det bedste hold i slutspillet i NordicBet Ligaen. Det er jo grundlæggende skuffende og ærgerligt, at vi ikke rykkede op, men vi vidste også, at det ville blive et bøvlet år.
- Når man når hertil, er det ikke andet end at lette på hatten over for dem, der har gjort det bedre over 12 måneder, siger Esben Hansen til bold.dk.
Mister indtægter
Da bold.dk spørger ind til de økonomiske konsekvenser for Sønderjyske ved den manglende oprykning, fortæller Hansen, at Sønderjyske kunne have fået et økonomisk boost ved at kunne kalde sig 3F Superliga-hold fra næste sæson.
- Vi havde ikke regnet med noget som helst. Vi vidste, at det ville blive bøvlet. Vi kender økonomien i et Superliga-setup.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Der har klubbe været i de seneste 15 år, inden vi rykkede ned i det seneste år. Vi ved godt, at vi mister nogle tv-indtægter og faldskærmspenge, det er offentlig kendt.
- Vi vidste godt, at år to er et sværere år økonomisk, men det har vi forsøgt at justere efter bedste evne, så vi kan køre videre i næste sæson med et meget konkurrencedygtigt setup. Det er der fuldstændig styr på, men vi ville da hellere x-antal millioner mere i kassen.
Hvordan kommer de manglende penge til at ramme jer?
- Vi har ikke bare kørt videre med et eller andet overgearet setup, som er dybt uansvarligt. Vi prøver at være det modsatte ved at være ansvarlige, og det synes jeg, at vi har været. På trods af de manglende indtægter er vi et meget bedre økonomisk sted, end vi var for et eller to siden.
- Fremtiden er lys for Sønderjyske, men det er bare en anden diskussion. Vi er selvfølgelig super skuffede over, at vi ikke rykkede op, men det vil to-tre andre hold også være, hvis de stod i samme situation som os. Det er fodboldens præmis, siger Sønderjyske-sportsdirektøren til bold.dk.
Sønderjyske har fem point op til Hvidovre IF inden den sidste spillerunde. I den sidste runde får Sønderjyske besøg af FC Helsingør.