2024-12-31 07:00:00

Jon Dahls svenske revolution: Skal være dominerende i Europa

Jon Dahl Tomasson har på ét år givet troen, håbet og drømmene tilbage til svenskerne med en ny og langt mere offensiv spillestil – nu skal han bringe dem til den første slutrunde i fem år.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Da Jon Dahl Tomasson 26. februar 2024 blev præsenteret som ny svensk landstræner, var det signal om store forandringer, der ventede et svensk landshold, som var gået i dvale.

Ja, nærmest havde været stærkt nedadgående i flere år. Et landshold, der var gået glip af to slutrunder i træk, og et landshold, hvor troen på holdet var dalet kraftigt i befolkningen.

Samtidig var nationen rykket ned i C-gruppen i Nations League.

Udsigterne var store forandringer med historiens første udlænding som landstræner. Der skulle ikke længere trykkes på automatknappen og spilles det traditionelle 4-4-2 system, som svenskerne ellers er vokset op med.

Ti måneder senere er optimismen genskabt, og billedet vendt på hovedet.

For Jon Dahl Tomasson har givet svenskerne troen tilbage. Han er i færd med at genrejse Sverige med en ny, offensiv fodboldstil, hvor resultaterne også har fulgt med.

I Nations League i efteråret blev Sverige, der optrådte i C-gruppen (Danmark er i A-gruppen, red.) den mest scorende nation af samtlige i Europa. 19 mål scorede de. Tyskland lavede 18 og England 16.

Nu venter en stor udfordring med vejen mod VM-slutrunden i 2026 – otte år efter Sverige var med ved den seneste VM-slutrunde i Rusland.

Det svenske fodboldikon Zlatan Ibrahimovic er en af dem, der har været begejstret for det, han har set på banen.

Specielt fordi Sverige nu har fået et offensivt koncept, som Jon Dahl får ud gennem sine spillere. Og det er usædvanligt og nyt for Sverige.

Ved at vække svenskerne
Hvad var det for et landshold, du overtog for ti måneder siden?

Artiklen fortsætter efter billedet

Sverige -Jon Dahls svenske revolution: Skal være dominerende i Europa
Foto: Jessica Gow/TT/Ritzau Scanpix

- Jeg overtog et lidt såret svensk landshold. Men også et sultent landshold, fandt jeg hurtigt ud af. Fra omgivelserne var der trist nok ikke ret meget interesse for landsholdet, og det føler jeg, at vi er ved at vække igen.

Foto: Claudia Bresciani/Ritzau Scanpix.

De svenske resultater de senere år betyder også, at vi står et sted, hvor vi ikke kan tillade os at være arrogante, men må være ydmyge og arbejde stenhårdt for at forbedre os, siger Jon Dahl Tomasson og giver et lysende eksempel:

- Det kan godt være, at Sverige normalt er bedre end Aserbajdsjan, men da vi mødte dem i efteråret, var det mindre end ét år siden, landsholdet havde tabt 0-3 til dem i Baku i en EM-kvalifikationskamp. Så kan man ikke være arrogant og sige: Den kamp vinder Sverige let.

- Vi skal arbejde hårdt for at løfte os. Vi vandt begge kampe over Aserbajdsjan, fordi vi var ydmyge. Vi har taget nogle gode skridt i den rigtige retning.

Fornemmede en skepsis
Du er den første udenlandske landstræner i Sverige, var der en skepsis i starten og forståelse for forandringer?

- Der har ikke været nogen skepsis blandt spillerne, og det er vigtigst. De har kastet sig over ændringerne og den nye stil.

- Et af mine mål med min spillestil er, at jeg vil have spillerne til at elske at spille vores fodbold. Den glæde giver flot fodbold og gode resultater. Desuden forplanter glæden og passionen sig hos tilskuerne, og så kan vi opnå resultater sammen.

- I startfasen fornemmede jeg nogen skepsis med hensyn til, at Sverige ikke længere skulle spille 4-4-2, men en anden og mere offensiv stil.

- Sverige har en flot historie og en fast fodboldkultur, men spillerne er moderne, og i deres klubber spiller de mere a la min stil.

Foto. Jakob Akersten Broden/Ritzau Scanpix.

- Jeg oplever, at der stadig er folk, der er skeptiske overfor, om vi kan spille så offensivt mod bedre nationer. Det gik godt mod Slovakiet, som var sekunder fra at slå England ud ved EM.  

- Men jeg fornemmer, at den skepsis er blevet mindre efter de resultater, vi leverede i Nations League.

- Vi spiller offensivt, men på ingen måde naivt, pointerer han.

Kan man kalde det en revolution, det du har lavet med Sverige?

- Det kan man måske godt, og nogle iagttagere har kaldt det en revolution. Jeg betragter først og fremmest min opgave som en turn-around fra dårlige resultater ved at bygge en ny stil og et nyt hold.

- Min opgave er ret klar, og det var den udfordring, jeg tændte på, da jeg fik lov at forlade Blackburn.

- Jeg er ansat med opgaven om at skabe en form af en ny offensiv, moderne spillestil. Men jeg er også ansat til at skabe bedre resultater for det svenske landshold, siger Jon Dahl Tomasson.

Store ambitioner
Hvor vil du gerne bringe Sverige hen spillemæssigt?

- Vi skal med vores spillestil være et af de mest dominerende hold i Europa i vores kampe. Og vi er godt på vej.

- Vi har fodboldmæssigt været en fornøjelse at kigge på med flot, flydende, hurtig angrebsfodbold med mange afslutninger og mål. Tallene støtter det, som øjet ser. Vi har scoret flest mål af alle og haft flere end 25 afslutninger i snit i vores Nations League-kampe.

- Det er den vej, jeg vil. Vi skal naturligvis først og fremmest vinde, men det skal ske ved at spille seværdig fodbold. Det er afgørende at give noget tilbage til tilskuerne. De skal være stolte af holdet og vores passion - og dele den med os, siger han.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Er succeskriteriet, at Sverige skal til VM?

- Vores mål er at kvalificere os. Men vi er ikke topseedet og derfor ikke favoritter.

- Folk skal huske, hvor Sverige kommer fra med de seneste års manglende kvalifikationer. Vi skal være ambitiøse, men også realistiske.

- Schweiz er favoritter, de slog de forsvarende europamestre ud i 1/8-finalen til EM. Slovenien er godt organiserede og gode på omstillinger. De spillede alle tre kampe uafgjort ved EM og gik videre. De røg ud på straffespark mod Portugal i 1/8-finalen.

- Kosovo er et af de bedre hold fra deres lag, men det er fint. Målet er VM, og vejen til VM er aldrig nem. Vi skal bygge på og vinde på samme tid, pointerer han.

Kan sagtens spille sammen
Viktor Gyökeres, Alexander Isak og Dejan Kulusevski er tre offensive trumfer – hvor højt rangerer du dem internationalt?

- Det er tre internationale topspillere, som vi har fået til at fungere fantastisk sammen. Det viser lidt om den skepsis, der var omring landsholdet, da jeg startede, at et af temaerne i medierne var, at Isak og Gyökeres aldrig havde og ikke kunne komme til at fungere godt sammen.

- Vi har bygget en spillestil, der gør dem gode sammen. Gode spillere kan altid spille sammen. De har været en fantastisk duo for os og sammen med Kulusevski en fremragende offensiv trio.

- Det er ikke bare de tre. Det hænger sammen med hele holdet og vores spillestil. Man kan ikke bare spille offensivt med tre spillere. Tankegang, gameplan og indstilling skal være der helt nede fra målmanden.

Hvor stort er potentialet med Sverige?

- På længere sigt er potentialet rigtig stort. Der er sket meget på kort tid. Jeg har givet 13 spillere debut og har haft mange unge spillere med. Blandt andre Brightons Yasin Ayari, der fik sin første turneringskamp i efteråret.

- Han optræder allerede så overbevisende som en stamspiller, selv om han blot er 21 år og kun har spillet otte landskampe.

Foto: Anders Wiklund/Ritzau Scanpix.

Holdet er altid det vigtigste
Det har fyldt en del i svenske medier med spillere, der ikke bliver brugt. Hugo Larsson har været skuffet over, han ikke har spillet særlig meget. Hvordan ser du på den kritik?

- Alle har en mening om et landshold, og det er dejligt, at der er snak og debat om fodbold. Resultaterne taler vel for sig selv. Og fortæller om en glad trup, der elsker at være sammen og spille god fodbold.

- Angående skuffelse over ikke at starte så er det fint at være ambitiøs på egne vegne og blive skuffet, men holdet er det vigtigste.

- Kun 11 kan starte en kamp. Der er typisk 23 mand i truppen. Min stab og jeg ser og analyserer 50 spilleres kampe hver uge. Hvis alle synes, de skal starte, er op imod 40 af dem skuffede hver gang.

- Som menneske er det altid ærgerligt at skuffe nogen. Men som træner er det mit job. Jeg vender det om og ser sådan på det, at jeg som træner har muligheden for at give chancen til spillere, og så skal de selv gribe den.

- Faktisk findes der ikke noget bedre end at se spillere gribe den chance og opfylde deres potentiale og derved udleve drømme, siger Jon Dahl Tomasson. 

Annonce

3 kommentarer

Se kommentarer
Annonce