
Norge er tæt på at sikre sin første slutrundedeltagelse siden år 2000, og Danmark har ligeledes gode kort på hånden i forhold til VM 2026.
For Sverige ser det anderledes mørkt ud.
Jon Dahl Tomassons tropper tabte mandag 0-1 til Kosovo og har derfor kun ét point efter fire kampe i VM-kvalifikationen.
Førstepladsen og den direkte VM-billet er nu endegyldigt uden for rækkevidde, så Sverige skal nu hænge sin hat på playoff.
Der er to veje dertil.
Artiklen fortsætter efter billedet

Andenpladsen i VM-kvalifikationen bliver særdeles vanskelig, eftersom Kosovo er seks point foran svenskerne og samtidig har fire mål bedre målscore.
Resultaterne skal altså flaske sig fuldstændig i de sidste to kampe, hvis det skal ske.
Sverige må nok nærmere satse på en playoff-plads via Nations League, hvor de fire bedste gruppevindere, som ikke slutter i top-2 i sin VM-kvalifikationsgruppe, får chancen.
Her er svenskerne rangeret som den tiendebedste gruppevinder bag Spanien, Tyskland, Portugal, Frankrig, England, Norge, Wales, Tjekkiet og Rumænien.
Minimum seks af disse skal altså ende i top-2 i de respektive VM-kvalifikationsgrupper, hvilket er ganske sandsynligt på nuværende tidspunkt.
Men derfra er der stadig langt til slutrunden i USA, Mexico og Canada.
Hvis Sverige kommer i playoff via Nations League, bliver de useedede og vil derfor løbe ind i én af de fire bedst rangerede toere fra VM-kvalifikationsgrupperne.
Det kan ende med modstandere som Italien, Tjekkiet eller Polen, mens det også kan blive endnu sværere, hvis større nationer dumper ned som toer.
Samtidig vil Sverige efter alt at dømme få en udekamp i playoff-semifinalen, der kun afvikles over én kamp.
Skulle det ende med en sejr, er der vel at mærke også en playoff-finale, der skal vindes for at nå til VM.
Jon Dahl Tomasson blev i Viaplays studie efter fiaskoen mod Kosovo spurgt til VM-chancerne og risikoen for at møde eksempelvis Italien.
- Vi er selvfølgelig ikke glade for at se det. Naturligvis vil vi hellere blive toer, fordi det vil give en bedre chance og formentlig en hjemmekamp. Nu kan det blive svært, erkender landstræneren.

Superliga-profiler siger farvel
Hattrick | Afsnit 81Real Madrid kaldte tirsdag aften til et højst usædvanligt pressemøde med Florentino Pérez efter dage med kaos, rygter og massiv uro omkring den spanske storklub.
Læs mere
Sverige
VM kval. UEFA


































