Sydkoreansk fodbold kan stå over for nogle alvorlige konsekvenser efter en sag om politisk indblanding.
FIFA planlægger efter sigende at sende en delegation til Sydkorea for at undersøge, om landets fodboldforbund (KFA) har fået sin selvstændighed undermineret af de sydkoreanske myndigheder.
Det skriver flere koreanske medier, som blandt andre Sports Chosun, der har erfaret, at FIFA efter planen vil besøge KFA i september.
Baggrunden er blandt andet den såkaldte K-Football Innovation Committee, som blev oprettet af det sydkoreanske kultur-, sports- og turismeministerium i kølvandet på landets skuffende VM-slutrunde.
Komitéen har til opgave at arbejde med omfattende reformer af sydkoreansk fodbold som blandt andet ændringer af valgsystemet i KFA. Men FIFA er ifølge de koreanske medier bekymret for, om initiativet kan udgøre en form for politisk indblanding i fodboldforbundets arbejde.
Artiklen fortsætter efter billedet

FIFA og det asiatiske fodboldforbund har allerede bedt KFA om oplysninger om udviklingen efter den tidligere formand Chung Mong-gyus afgang, herunder om ændringer i valgprocessen og Innovation Committee.
Nu skulle FIFA altså tage næste skridt med en fysisk undersøgelse i Sydkorea.
FIFA's regler er klare: De nationale fodboldforbund skal være uafhængige og kunne træffe deres beslutninger uden utilbørlig indblanding fra tredjeparter.
Det er netop derfor, situationen i Sydkorea vækker opsigt.
FIFA og AFC advarede allerede i 2024 KFA om konsekvenserne af politisk indblanding, efter at det sydkoreanske kulturministerium havde gennemført en undersøgelse af forbundet, mens landets parlament samtidig blandede sig i en række af KFA's forhold.
Men siden Sydkoreas fiasko ved VM er presset på forbundet vokset markant.
Sydkorea røg ud allerede i gruppespillet ved VM 2026, hvorefter der fulgte både politisk kritik og en politiefterforskning af KFA's håndtering af blandt andet udnævnelsen af landstræner Hong Myung-bo.
Politiet gennemførte tidligere i august en ransagning af KFA's hovedkvarter.
Samtidig har KFA været ramt af yderligere kontroverser. Forbundet har blandt andet måttet undskylde efter nye afsløringer om upassende behandling af udenlandske dommere under landskampe for mere end et årti siden.
Og nu kan der være nye problemer og negativ omtale på vej til sydkoreansk fodbold.
FIFA har tidligere suspenderet nationale forbund på grund af politisk indblanding.
En suspension vil i værste fald kunne betyde, at Sydkoreas landshold og klubber bliver udelukket fra internationale turneringer.

Brøndbys store Europa-fordel
Ugens Suppe | Afsnit 7Fire danske hold i Conference League! Det bliver nogle vilde torsdage, og vi kigger på, hvad kvalifikationen til Europa i grunden betyder for fire klubbers sæson og transfervindue.
Læs mere
VM
Sydkorea

























