På trods af sine kun 44 år har Jens Berthel Askou allerede et langt træner-CV.
Det hele startede i Skive IK.
Her var han fra 2015 og et år frem spillende assistenttræner i klubben, der på daværende tidspunkt havde et samarbejde med FC Midtjylland.
I FCM befandt der sig dengang en ung Rasmus Nicolaisen.
Begge midtjyder er nu at finde i Ligue 1-klubben Toulouse, men allerede for ti år siden gjorde Rasmus Nicolaisen indtryk på Askou.
Det fortæller den danske forsvarsspiller til Bold.
Artiklen fortsætter efter billedet

- Jeg har mødt ham nogle gange i fodboldverdenen, da vi begge var i Danmark, og der har vi snakket lidt. Jeg har jo knap været 18 år dengang.
- Han var træner i Skive, da der var et samarbejde mellem dem og FC Midtjylland, og derfor var han ude i klubben nogle gange.
- Han kan åbenbart huske, at jeg har holdt et oplæg om akademiet, da jeg var enten U17- eller U19-spiller. Det må jo have gjort lidt indtryk, og det kan jo både være godt og dårligt, siger Nicolaisen med et smil og fortsætter:
- Jeg kan faktisk ikke huske ham fra lige den dag, men jeg mindes, at han sommetider stod ovre i hjørnet og fulgte lidt med. Det er da sjovt, at vi nu mødes i Frankrig, hvor vi har gang i et spændende samarbejde.
Toulouse-spillertruppen tæller også danske Thomas Jørgensen og den tidligere AC Horsens-profil Christ Tapé.
Tæt samarbejde
Jens Berthel Askou har siden Skive været forbi blandt andre AC Horsens, IFK Göteborg og Motherwell, inden han denne sommer blev hentet til Toulouse.
Den danske træner har allerede gjort indtryk på spillerne i det sydfranske.
- Jeg har virkelig en god mavefornemmelse. Det har været en god start. Han er kommet ind med noget helt andet, end vi har været vant til, og måske også vant til i Frankrig. Det er et dejligt friskt pust.
- Det er også en anden spillestil sammenlignet med sidste år, og så går han også meget op i relationerne i spillertruppen og staben.
- Jens og jeg er jo begge danskere, og jeg er anfører hernede, så jeg har selvfølgelig et tæt samarbejde med ham, og det er jeg virkelig glad for, siger Nicolaisen.

Toulouse åbnede lørdag sæsonen med et 0-2-nederlag til Lyon, hvor spillet dog var til mere.
Rasmus Nicolaisen og co. sluttede sidste år på niendepladsen, men der er ikke sat et decideret mål for, hvad det skal blive til år.
- Vi har ikke et konkret mål. Vi er et ungt hold, og for os er det vigtigt, at vi tager en kamp ad gangen, selv om det er et konservativt svar.
- Vi skal holde snuden i sporet og kommer ind hver dag med et formål. Både som hold og individuelt, siger Rasmus Nicolaisen.
29-årige Rasmus Nicolaisen har spillet i Toulouse siden 2021 og står noteret for 162 kampe. Klubbens næste opgave er på lørdag mod Brest.
Jens Berthel Askou har også været ansat som enten assistent- eller cheftræner i Thisted, Vendsyssel, HB Thorshavn, Sparta Prag og FC København.

Toulouse
Ligue 1



























