Det uruguayanske landshold og deres fans var mildest talt utilfredse med flere af dommerens kendelser i kampen mod Ghana ved VM i Qatar.
De iltre sydamerikanske spillere var flere gange efter dommeren, og omringede ham, selvom de endte med at vinde kampen 2-0.
Deres opførsel førte til, at FIFA rejste en sag mod spillerene, og den sag har fået sin endelige afgørelse fredag.
- Efter en grundig analyse af de forskellige faktuelle elementer i lyset af de gældende bestemmelser i FIFA's disciplinære kodeks, fandt FIFA's disciplinærkomité, at det uruguayanske fodboldforbund var ansvarlig for dets tilhængeres diskriminerende adfærd samt for misbrug, stødende adfærd og krænkelse af principperne om fair play for medlemmerne af dets repræsentative hold, skriver FIFA i en pressemeddelelse på sin hjemmeside.
Straffene tilfalder det uruguayanske fodboldforbund og fire spillere.
Artiklen fortsætter efter billedet

Straffen til forbundet betyder, at Uruguays næste hjemmekamp skal spilles foran et begrænset antal fans. Tribunerne bag målene vil blive lukket, og Uruguay skal derudover betale 370.000 kroner i bøde.
Jose Maria Gimenez og Fernando Muslera modtager begge fire kampes karantæne, og skal begge betale en bøde på cirka 150.000 kroner. De skal tilmed udføre det som FIFA kalder 'community football service'.
Edinson Cavani og Diego Godin får kun en enkelt kamps karantæne, og skal begge betale en bøde på lige over 110.000 kroner. De to skal også udføre 'community football service'.
Karantænerene gælder kun på landsholdsplan, og vil blive afsonet i de kommende officielle landskampe for Uruguay.