2022-07-15 13:50:02

39-årige Aabech fik drømmedebut: Står skarpt

Kim Aabech blev matchvinder for VB 1968, da holdet vandt med 1-0 over AB Tårnby i en træningskamp. 39-årige Aabech siger til bold.dk, at han står skarpt.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

DS - 1. runde

FT

GLA

2 - 0

HER

Værebro Boldklub (VB 1968) skal prøve kræfter med Danmarksserien i den kommende sæson, og det ambitiøse seriehold har inden sæsonstart sikret sig den tidligere Superliga-spiller Kim Aabech, der er blevet 39 år. 

Torsdag fik Aabech sin uofficielle debut for DS-mandskabet, da Aabech og co. dystede mod AB Tårnby, der netop er rykket op i 3. division. 

Her tog Værebro-klubben fusen på Amager-mandskabet og vandt med 1-0. Den store matchvinder blev Kim Aabech. 

39-årige Aabech siger til bold.dk, at det var skønt at komme på tavlen.

- Det var faktisk et helt vanvittigt mål. Nej, det var bare på straffespark, siger Kim Aabech med et grin i stemmen til bold.dk og fortsætter: 

- André Riel havde brændt i første halvleg, og så blev der råbt ind, at jeg skulle sparke. Det gjorde jeg så, og det var fint. Det var dejligt at komme på tavlen i sin debutkamp og få en sejr. 

Aabech fortæller, at han er i forrygende form.

Artiklen fortsætter efter billedet

Danmarksserien -39-årige Aabech fik drømmedebut: Står skarpt
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

- Den er rigtig god. Jeg har holdt formen ved lige stort set hver dag, siden jeg stoppede i Hvidovre, så jeg står stadig skarpt, selvom jeg har rundet de 39 år. Jeg spillede også 90 minutter i går, så den er rigtig fint. 

- Albrechtsen står skåret ud i granit. Jeg ved dog ikke, hvor hurtigt det kommer til at gå. Det bliver nok en langsom 100 meter, hvis vi skal ud på det, siger Aabech og griner: 

- Men så har vi en masse erfaring at bidrage med, og det er også vigtigt. Vi har nogle hurtige kanter derude i Papa (Alhaji Faye, red.) og Adnan Mohammad, og de er lynende hurtige, så de skal bare bruge deres fart, og så skal vi andre bruge vores rutine. 

Kommer til at overraske mange hold

Aabech fortæller, at flere af AB Tårnby-spillerne roste Værebro-spillerne.

- Vi spillede en rigtig fin kamp, og der var også flere af AB Tårnbys spillere, der kom over og sagde i pausen: ’Spiller I kun i Danmarksserien, fordi I er da for gode til at ligge der’, så jeg tror, at vi kommer til at overraske rigtig mange hold.

Der er dog også plads til forbedringer, mener den tidligere Superliga-angriber.

- Jeg tror selv, at Værebro var lidt overrasket over, at de spillede så godt. Jeg er kommet ind, og jeg vil gerne holde fast i bolden. Det tror jeg, at de kan få rigtig god gavn af. Det har før været tju-bang-fodbold og lidt indianerbold frem og tilbage. De har nogle spillere, som gerne vil fremad. De har mange offensive kvaliteter, og så kunne jeg godt se, at i de sidste 20 minutter i går (torsdag, red.) knækkede vi lidt over. 

- Der var måske ikke luft. Det er sådan noget, som vi skal blive bedre til. Ellers havde vi rigtig god boldkontrol, og vi manglede faktisk hele bagkæden, som normalt spiller. Albrechtsen var ikke med, så det ser meget lovende ud efter i går (torsdag, red.), siger Kim Aabech til bold.dk. 

Kim Aabech og co. indleder sæsonen i Danmarksserien mod Herlev 5. august. Værebro skal møde Allerød FK, Avarta, Bk. Skjold, Frederikssund, Herlev IF, KFUM, LSF, Næstved IF og Slagelse B&I i Pulje 2.

I 3F Superligaen er Aabech noteret for 177 kampe (84 for Lyngby, 30 for FC Nordsjælland, 32 for AGF og 31 for AC Horsens) med 37 mål (16 for Lyngby, otte for FC Nordsjælland, seks for AGF og syv for AC Horsens) og 24 oplæg (15 for Lyngby, tre for FC Nordsjælland, fire for AGF og to for AC Horsens) til følge.

Aabech spillede 92 kampe for Hvidovre og leverede 43 mål.

Øverst i artiklen kan du se Kim Aabech score for Hvidovre mod SønderjyskE i pokalen.

Artiklen fortsætter efter indholdet

DS - 1. runde

FT

GLA

2 - 0

HER

Annonce

4 kommentarer

Se kommentarer
Annonce