Osama Akharraz valgte at stoppe i Ishøj IF i sommeren 2021, men her to år efter gør han comeback.
Christos Patsamanis, der er VB 1968-cheftræner, oplyser nemlig til bold.dk, at Værebro-klubben har fået lokket Akharraz til at spille for Danmarksserie-klubben.
- Det opstod gennem Adnan (Adnan Mohammad, red.), som kender ham fra tidligere, så den var den vej igennem, oplyser cheftræneren til bold.dk.
Patsamanis mener, at 32-årige Akharraz har nogle store kvaliteter, der kan give Danmarksserie-klubben en ekstra dimension.
- Osama er en dygtig mellemrumsspiller, der både kan sætte folk i scene og samtidig selv afgøre tingene, og især det første giver os et element, vi godt kan savne en gang imellem.
- Derudover er der selvfølgelig noget spilforståelse og erfaring, der gør, man måske har lidt mere ro i kroppen og ved, hvornår man skal tage den ene og den anden beslutning.
Vil skabe et frirum
Om den tidligere Superliga-spiller bliver den helt store profil for Danmarksserie-klubben, må tiden vise, mener cheftræneren.
- Det er svært at vurdere, hvorvidt det bliver et scoop eller ej, når det er så tidligt i processen. Det tager dog ikke to minutter at se, at Osama har nogle basale færdigheder, som ligger på en langt højere hylde end Danmarksserien, men det giver vel næsten sig selv taget hans karriere i betragtning.
- For os handler det ganske simpelt om at skabe et frirum for Osama, hvor han føler sig godt tilpas, og forhåbentlig kan finde glæden tilbage, så vi kan se den bedste udgave af ham, oplyser Christos Patsamanis til bold.dk.
Akharraz nåede at spille 130 Superliga-kampe i alt for Brøndby IF, AGF, FC Vestsjælland, Viborg FF og FC Helsingør.
VB 1968 er nummer fem i Danmarksserien, pulje 2.



Danmarksserien
VB 1968































