Danmarksserien -Vejgaard tilbage i 3. div: Et af de få lyspunkter i Nordjylland
Foto: Vejgaard
2025-05-30 15:42:54
Foto: Vejgaard

Vejgaard tilbage i 3. div: Et af de få lyspunkter i Nordjylland

Vejgaard Boldspilklub rykkede i weekenden op i 3. division efter en sæson i Danmarksserien. Cheftræner, Flemming Lind Størkersen, glæder sig over lidt nordjysk succes og ser frem til oprykningsfest lørdag.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce
Artiklen fortsætter efter indholdet

3. div - 1. runde

FT

VEJ

3 - 0

BRØ

Både AaB og Vendsyssel FF er rykket ned i denne sæson.

AaB ned i NordicBet Ligaen og Vendsyssel FF i 2. division.

Men ét nordjysk mandskab holder skansen oppe. Vejgaard Boldspilklub, som holder til i Aalborg, er nemlig rykket op i 3. division, efter en overlegen sæson i Danmarksserien. De har modsat de to nedrykkerhold ikke haft meget slinger i valsen.

- Det er et af de få lyspunkter i Nordjylland. Det tror jeg godt, vi kan sige lige pt, siger Vejgaard Boldklubs cheftræner, Flemming Lind Størkersen, til Bold.

Særligt meget har AaB været i vælten, som udover nedrykning oplever en stor modstand fra fansenes side mod de tyske ejere i klubben.

- Ja det er godt nok ringe. Det er blevet lidt et galehus, men det er jo også svært, siger Vejgaard-træneren, som samtidig åbner op om samarbejdet med AaB.

- Vi håber på, at dem, der bliver i overskud i AaB og ikke får en kontakt, vil finde det interessant at komme til en klub som vores. Samtidig vil vi også vildt gerne kunne sende vores spillere videre en dag. Man skal jo altid være stolt af at sælge til en hylde højere.

For nu har klubben dog fokus på sig selv, og det er et faktum, at de er rykket op i landets fjerdebedste række efter en overbevisende sæson.

I efteråret vandt de 13 ud af 14 kampe, hvor troen kom på, at de kunne tage billetten direkte op igen efter nedrykning sæsonen forinden.

- Vi havde fornemmelsen af, at vi kunne vinde hver gang. Der er svære kampe, og der er også kampe, der bliver afgjort til sidst, men vi red på sådan en god bølge.

Var ambitionen at rykke direkte op igen?

- Det var en ambition at finde tilbage ret hurtigt. Det var ikke en ambition, vi skiltede helt vildt med ude i truppen, men da vi kom godt i gang, kunne vi også se, at vi fik et ret stort forspring, og så behøves man jo ikke at sige det højt, siger Flemming Lind Størkersen, der tog over som cheftræner i sommer.

Efter at have toppet Pulje 4 i Danmarksserien overgik Vejgaard til et oprykningsspil. Her ventede ti kampe. Allerede efter syv er Aalborg-klubben rykket op.

To oprykningsfester
Oprykningen kom i stand i sidste uge. Torsdag aften spillede Vejgaard ude mod Hedensted, hvor en sejr havde resulteret i en billet til 3. division.

- Det tror jeg, at der var mange spiller, der var ret opsatte på, men der fik vi jo kun et kryds.

Dermed skulle Vejgaard Boldspilklub vente til lørdag, hvor de nærmeste forfølgere fra ASA Aarhus satte point til. En stor bedrift lykkedes, men modsat af hvad man ofte ser i professionelle klubber, var Vejgaard ikke samlet til at fejre oprykningen lørdag.

- Der blev da lige skrevet rundt, men der var samtidig karneval i Aalborg, så folk var alle mulige steder, siger træneren med et lille grin.

Oprykningen blev derfor fejret forskellige steder i lørdags, da det blev en realitet, at de i næste sæson skal spille 3. division.

Denne lørdag spiller Vejgaard hjemme mod OKS, og det bliver en lejlighed til at feste samlet.

- Efter kampen skal vi lige sørge for at fejre det med nogle tilskuere, og jeg håber, at der kommer en del.

- Så er der selvfølgelig arrangeret noget spisning et sted, og så har vi nogle spillere, der er ret gode til det der med at få banket en fest op. Så jeg tror, at det er noget med at gå fra det ene sted til det andet, hvor der er booket nogle ting. Så det skal nok blive fejret.

Er det en tur i gaden?

- Jeg tror, at det ender derinde. Det er jeg ret sikker på, siger Flemming Lind Størkersen.

Tre kampe resterer der af Danmarksserien, inden der venter en lille sommerferie.

Flemming Lind Størkersen håber, at Vejgaard i næste sæson kan stabilisere sig i 3. division. Han mener, at holdet og dyderne er til det, og at Vejgaard samtidig er i stand til at præge kampene.

- Vi vil ikke bare have en lortesæson, hvor vi står og sparker bolde væk i håbet om at overleve, for det kan man ikke bruge fremadrettet, afslutter cheftræneren.

Mens Vejgaard Boldspilklub har sikret sig oprykning, er det stadig uvist, hvem der rykker op fra den anden Danmarksserie-pulje. Lige nu ligger Hørsholm-Usserød til at tage pladsen, mens nummer to fra hver pulje skal duellere om den sidste plads op i 3. division.

Artiklen fortsætter efter indholdet

3. div - 1. runde

FT

VEJ

3 - 0

BRØ

Annonce

9 kommentarer

Se kommentarer
Annonce