Den moldoviske forretningsmand Andrew Zolotko kan snart være fortid i Vejle Boldklub.
Som Bold forstår det, pågår der lige nu forhandlinger, hvor en række lokale investorer forsøger at rejse kapital med henblik på at købe Andrew Zolotkos aktier.
Den moldoviske ejer har siden 2016 haft aktiemajoriteten i klubben med en ejerandel i niveauet 60 procent.
Ifølge Bolds oplysninger er der i denne uge en række afgørende møder, der direkte kommer til at afgøre, om den fornødne kapital kan findes, så ejerskiftet bliver en realitet.
Her deltager flere lokale investorer med henblik på at danne en ny ejerkreds af Vejle Boldklub.
Der er fortsat intet, der er afgjort, men der arbejdes hårdt i kulissen for at realisere ejerskiftet om at bringe klubben tilbage på lokale hænder.
Eskildsen en del af fremtidig ejerkreds
Som Bold forstår det, kommer den nye ejerkreds, hvis møderne falder positivt ud, til at bestå af en klar overvægt af lokale kræfter.
Klaus Eskildsen, der i dag ejer 40 procent af aktierne, skal fortsat være en del af ejerkredsen, hvis missionen lykkes.
Det er ikke nogen hemmelighed, at Vejle Boldklub er til salg, og at Andrew Zolotko længe har ønsket at sælge sine aktier.
Tilbage i slutningen af 2023 og starten af 2024 var Vejle Boldklub ved at blive solgt til den tysk-tyrkiske forretningsmand Çağdaş Senyürek.
Den handel kollapsede, men ønsket fra Zolotko forblev intakt.
Efter hvad Bold forstår, har der også været en amerikansk og fransk investor inde i billedet, uden det tilsyneladende har ført til konkrete forhandlinger om et køb.
Nu kan det vise sig, at Vejle Boldklub snart bliver solgt.
Mange millioner skal til
Der skal mange millioner til at drive Vejle Boldklub videre. Andrew Zolotko krævede sidste år 102 mio. kr. for at sælge den bestemmende aktiepost i klubben. Nu menes klubben at være billigere til salg, men det kræver samlet et trecifret millionbeløb for at drive klubben videre, når Zolotko er købt ud.
Der har været gang i svingdøren i Vejle Boldklub her op til forårsstarten. Klubben fyrede sportsdirektør Marius Adrian Nicolae, og i søndags røg cheftræner Mihai Teja samme vej efter blot fem måneder i jobbet. Samme vej røg hans to assistenter.
Nu står Steffen Kielstrup og Johnny Mølby i spidsen for Vejle Boldklub i foråret, hvor klubben skal forsøge at redde sig. Det ligner mere end et mirakel, der skal til for at få Vejle til at forblive i Superligaen. Lige nu har de ti point til den rigtige side af stregen.
Direktør Henrik Tønder fremstår lige nu som den stærke og handlekraftige mand i Vejle. Det er ham, der står bag fyringerne af den sportslige ledelse. Han er lige nu både direktør og sportsdirektør i klubben.
Tirsdag aften holder Vejle Boldklub et længe planlagt fanrarrangement på Vejle Musikteater, hvor flere centrale folk fra fodboldklubben deltager. Det gælder både direktør Henrik Tønder samt spillertruppen, der skal præsenteres for fansene.
Til Bold oplyser Vejle Boldklub, at de ikke har nogen kommentarer.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere

Vejle Boldklub
3F Superliga






































