- Det er min beslutning.
Sådan lyder det fra Vejle Boldklubs direktør og midlertidige sportschef, Henrik Tønder, til Bold.
Dermed slår han fast, at det er ham, der har bestemt, at klubbens cheftræner Mihai Teja nu sammen med assistenterne Dragoș Militaru og Juan Francisco Gomez er fortid.
Hvorfor har du taget den her beslutning?
- Det har jeg, fordi jeg har haft mulighed for at se ind i tingene og har vurderet, at vi står bedre med det her setup (Steffen Kielstrup og Johnny Mølby), end det setup, vi havde.
Artiklen fortsætter efter billedet

Hvad er det, der er bedre?
- Det er en helhedsvurdering af tingene, og det, der har fyldt, er, at gøre truppen, holdet og det omkring holdet så kompetitiv som overhovedet muligt.
Hvornår tog du beslutningen?
- Efter afskeden med Marius Adrian Nicolae (daværende sportschef, red.) påtog jeg mig ansvaret, og så har jeg set ind i tingene og vurderet, at det var nu, den her beslutning skulle træffes.
Hvornår fik spillerne besked?
- Det gjorde de på en orientering i morges.
Hvordan tog Mihai Teja det?
- Det er en dialog, jeg har haft med ham. Det er aldrig sjovt at fyre mennesker og slet ikke gode mennesker, og det var han. Han var dedikeret og professionel.
Bold har snakket med Brian Jørgensen, formanden i Vejle Boldklubs eneste officielle fanklub, der fortalte, at det hele virker kaotisk i klubben. Hvad siger du til det?
- Jeg forstår, at nogen fans synes, at det her er kaotisk. Jeg kan glæde alle med, at det her bliver godt på den lange bane.
Du kan læse mere om fyringen af Mihai Tejas her.

Crystal Palace smidt ud af Europa League
Hattrick | Afsnit 156Crystal Palace er endegyldigt smidt ud af Europa League, og London-klubben skal i stedet spille Conference League. Bliv klogere på hvorfor, og om det betyder noget for Brøndby.
Læs mere
Vejle Boldklub
3F Superliga




































