2024-06-12 21:04:00

Gytkjær blev kongen af Venedig: En unik oplevelse

Christian Gytkjær har igen sparket en klub op i Serie A, efter at han blev den store helt for Venezia. Nu sætter danskeren ord på den vilde oplevelse, som bød på en unik fejring og en 'boykot' af Fabregas og Henry.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Hvis man vil sikre sig oprykning til Serie A, skal man bare have Christian Gytkjær på holdet.

Det har vist sig at være opskriften på succes, da den danske bomber igen formåede at blive den store helt i den italienske playoff-finale.

Denne gang sparkede Gytkjær Venezia op i den bedste italienske række med sin scoring i 1-0-sejren over Cremonese.

- Det var fantastisk. Det er noget, man er stolt af, siger Christian Gytkjær til Bold.

Euforien var på sit højeste, da dommeren fløjtede playoff-finalen af, hvor Gytkjær og resten af Venezia-holdet kunne fejre triumfen.

- Det var magisk og noget af det fedeste. Det var jo sindssygt hårdt, når man skulle hele vejen igennem playoff, så sæsonen endte på knap 50 kampe. Der røg også to-tre uger af ferien. 

- Vi havde ellers mulighed for det i den sidste kamp i grundspillet, hvor vi bare skulle vinde, men vi snublede i stedet. Så der hang folk med mulen. 

Gad ikke at se på Fabregas og Henry
Venezia havde netop chancen for at spille sig direkte op i Serie A, men i stedet måtte Christian Gytkjær se Como løbe med oprykningen.

Artiklen fortsætter efter billedet

Serie B -Gytkjær blev kongen af Venedig: En unik oplevelse
Foto: Imago/Ritzau Scanpix

Det var ikke en sjov oplevelse for danskeren, som måtte gemme sin telefon væk, da han ikke orkede at se på Cesc Fabregas og Thierry Henry, som begge er en del af Como.

- Den var hård lige dagen efter. Jeg kiggede ikke på telefonen de første tre-fire dage, da det ikke var andet end Fabregas, Henry og Como-drengene, som jublede. Det var forfærdeligt at sidde og glo på.

- Vi fik så samlet gruppen og kom virkelig styrket ind i det playoff, hvor vi gjorde det rigtig godt. Vi slap kun ét mål ind, så det var sgu stærkt af drengene.

- Det var fantastisk, at det lykkedes til sidst. Det var en ekstra forløsning, når det skete i en playoff på den måde, siger Christian Gytkjær.

Unik oplevelse i Venedigs 'gader'
Det hele endte dermed godt for Christian Gytkjær, og derfor skulle oprykningen naturligvis fejres.

Det skete dog på en anden måde, end hvad danskeren tidligere har prøvet gennem sin karriere.

- Ja, det var jo unikt. Fejringen foregik på vand, hvor man sejlede rundt. Hele byen fulgte med i små både, joller og kanoer. Det var en unik oplevelse, som man nok ikke kan få andre steder i verden. 

- Det var vel også en af de grunde til, jeg tog hertil. Nu har vi valgt at flytte ind i selve Venedig for at få en oplevelse ud af det. Det er passionerede fans, og det har været en kæmpe oplevelse at prøve.

Selv om der var god stemning og alkohol i blodet, var der ingen frygt for at falde i vandet i Venedigs 'gader'.

- Haha, nej nej. Jeg tror ikke, at man nåede at tænke så langt. Der var faktisk ikke så meget sikkerhed, men det gik nu godt. 

- Jeg tror også, at de fleste, der bor i Venedig, kan svømme. Det var bare en fed dag. Det var en sjov oplevelse.

Gytkjær har gjort det før
Det er ikke første gang, at Christian Gytkjær blev helten i en playoff-finale.

Danskeren lavede samme nummer, da han tilbage i 2022 sparkede Monza op i Serie A.

Var det størst at gøre det med Venezia eller Monza?

- Det er altid svært at vælge mellem. Det er det samme som at vælge mellem sine børn. Det kan man ikke. Men det var anderledes at gøre med Venezia.

- I Monza var der så stort et pres på med Silvio Berlusconi og Adriano Galliani, som havde satset på det hold. Vi skulle rykke op, og hele Italien ventede bare på at slagte os, hvis det ikke lykkedes. Det var måske mere en lettelse, da jeg gjorde det med Monza.

Lettelsen blev udskiftet med eufori i Venezia. 

- Her var det anderledes. Da jeg kom til klubben, var de helt nede at vende på sidstepladsen, så man er virkelig kommet fra baghjul og fået skabt noget stort på kort tid. 

- Det var derfor en anden følelse. Det var måske mere en jubelfølelse og eufori over, at det lykkedes.

En sand drengedrøm
Da Christian Gytkjær sparkede Monza op i Serie A, blev han kåret som finalens MVP, og det var også tilfældet med Venezias oprykning.

Når Gytkjær taler om den unikke aften, er det tydeligt at mærke stoltheden hos ham.

- Det er det, man drømmer om. Det er en drengedrøm at score det afgørende mål. Jeg blev afgørende og MVP for Monza og nu igen for Venezia.

- Det er da lidt specielt, at man gør det to gange i træk. Så er det vel ikke en tilfældighed, griner Christian Gytkjær.

Drengedrømmen blev en realitet for Gytkjær, da cheftræner Paolo Vanoli valgte at satse på danskeren.

- I semifinalen havde han valgt anderledes og en lidt anden type spil, hvor man tog det lidt forsigtigt. I finalen havde han så en god følelse med mig, når jeg også afgjorde det et par år forinden.

- Han satsede på, at jeg havde erfaringen og kunne tåle det. Så det var fedt, at det lykkedes på den måde, at man kunne være afgørende. Det er jeg sgu stolt af.

Sagde han det til dig?

- Ja, det kunne jeg godt fornemme på ham, men det er vel også derfor, at jeg er kommet til klubben. De prøvede at sætte et hold sammen, der havde mulighed for at komme op, og det lykkedes til sidst.

Nu skal 34-årige Christian Gytkjær så en tur op i Serie A med Venezia efter en sæson, hvor han noterede sig for 12 mål i Serie B.

Annonce

10 kommentarer

Se kommentarer
Annonce