Jonas Brix-Damborg har tidligere været anfører for Hobro IK og kan skrive hele 232 Superliga-kampe på CV’et i alt for Hobro IK og Randers FC.
På trods af de mange store oplevelser på fodboldbanen kommer 6. maj 2023 nok til at stå lysende klart for den tidligere Superliga-spiller. Det er dog for det knapt så gode.
Vorup-spilleren kom nemlig frygteligt galt af sted i hjemmet, og en ambulance blev tilkaldt med det samme.
- Jeg er ved at bygge hus. Der var nogle ting, som vi selv skulle lave til sidst. I den forbindelse skulle jeg hente en snor, der lå lidt oppe. Jeg ville lige kravle op efter den, og vi snakker 60 centimeter oppe.
- Jeg fik så fat i den snor, og da jeg skulle ned, hoppede jeg bare, som jeg har gjort så mange gange før. Der havde jeg så ikke set det her haveredskab, og det ramte jeg så vanvittigt uheldigt. Så ramte den op bagtil og ødelagde næsten alt, siger Jonas Brix-Damborg til bold.dk og fortsætter.
- Da jeg hoppede derned og havde fået det op, så kunne jeg bare mærke, at der var sket et eller andet. Så tog jeg hånden ind bagtil, og så var der bare blod og afføring over det hele.
- Jeg kunne mærke, at det var galt. Min svigerfar, som jeg skulle hente snoren til, stod på den anden side af huset, og jeg fik vraltet mig ud til ham og sagde, at han skulle ringe efter en ambulance. Han fik ringet, og der kom en ambulance med udrykningen inden for fem-seks minutter.
Tænkte på børnene
Det grusomme uheld fik den tidligere Superliga-spillers tankemylder til at gå i gang. Han frygtede det værste.
- Jeg kom på sygehuset, og jeg kom nogenlunde til at forstå, at der var noget, som det ikke skulle være. Vi fik snakket om, at man kunne frygte, at jeg skulle have stomi, da der var afføring over det hele.
- Der var nok noget, som var gået i stykker. Jeg blev rimelig hårdt ramt og tænkte, om jeg skulle rende rundt med det for altid. Jeg havde ikke noget kendskab til stomi, som jeg har nu, og jeg tænkte på mine børn.
- Der var en periode bagefter, hvor jeg ikke vidste, om jeg var købt eller solgt. Mit infektionstal var rigtig højt, og det var noget rigtig lort. Det skulle der styr på, før de kunne vurdere, om det kunne laves. Heldigvis responderede jeg godt på antibiotikaen, og mit tal dalede. Efter en uge var de klar til at forsøge at rekonstruere det.
Den tidligere Superliga-spiller fortæller, at den første uge var voldsom og intens, og han blev specielt ked af det på familiens vegne. Han sender dog samtidig en stor ros til sundhedsvæsenet for behandlingen af ham.
- Jeg var i narkose hver dag for at få tjekket, hvordan det så ud. Det var dag til dag. Heldigvis var der fremgang at spore kort efter i form af bedre infektionstal, siger han og tilføjer.
- Noget, der rørte meget rigtig meget, var, at mine børn havde spurgt min kone, om de så ikke kunne lege vildt med far mere. Det ramte mig hårdt, da jeg lå alene på sygehuset, fordi jeg var også selv i tvivl om det.
Går fremad - blev rørt af hyldest
Han fortæller, at det går meget bedre i dag, og lægernes meldinger er positive. Derfor er det kun midlertidigt, at Brix-Damborg skal gå rundt med stomi.
Alligevel er frygten ikke lagt helt på hylden.
- Den seneste uge er gået godt, og jeg er måske gået som løven i et bur, da jeg har haft det så godt. På den ene skulder har jeg dog en djævel, der siger, at jeg ved et for højt infektionstal kan blive sat tilbage i ludo. Man går på listetær.
I forbindelse med uheldet sendte Jyllandsserie-klubben Vorup FB en venlig tanke til 37-årige Brix-Damborg, da han blev hyldet i forbindelse med en kamp i maj. Håbet er, at han en dag vender tilbage til fodboldbanen på trods af det skrækkelige uheld.
- Jeg blev totalt rørt. Der har været så mange tilkendegivelser også fra folk, som man ikke snakker så meget med. Vi har fået sendt aftensmad hjem, så min kone ikke skulle tænke på det. Vi har fået en gavekurv fra Vorup, og det har været rørende. Det har været med til at give kræfter og håb til at klare det, siger Jonas Brix-Damborg til bold.dk og tilføjer.
- Det er stadig en drøm at komme tilbage, men det bliver nok ikke på noget højt niveau. For mig er det vigtigste, at jeg kommer godt igennem det og er den far, som jeg tidligere har været.
- Det står øverst på ønskelisten lige nu. Hvis alt går godt, og jeg gør mig umage, så kommer der et tidspunkt, hvor jeg kan lave nogle af de ting, som jeg har brugt mange timer på.
Jonas Brix-Damborg står noteret for fire kampe i Jyllandsserien 1 dette forår.



Vorup
































