32-årige Mikkel Kirkeskov skal på klubjagt.
Den tidligere Superliga-spiller har fået ophævet sin kontrakt i polske Zaglebie Lubin. Det bekræfter Kirkeskov og klubben fredag.
Det sker efter et ønske fra danskeren, siger klubbens sportsdirektør.
- Familiesituationen tillod ikke spilleren at fokusere fuldt ud på at repræsentere vores farver.
- Mikkel var ærlig over for os, fordi han i lang tid havde kommunikeret sin hensigt om at ophæve kontrakten og understregede, at han også gav helt afkald på den resterende værdi af kontrakten. Vi forstår hans situation fuldt ud, lyder det fra Piotr Burlikowski til klubbens hjemmeside.
Også Mikkel Kirkeskov er ude på sin Instagram og melde sit farvel.
- Det har ikke været en nem beslutning, men i går (torsdag, red.) var min sidste dag i Lubin.
- Jeg vil gerne takke alle for muligheden og den støtte, jeg fik i min tid. Til alle spillerne, stab, fans og folk i klubben - jeg ønsker jer alt det bedste, skriver Mikkel Kirkeskov.
Mikkel Kirkeskov har tidligere været i klubber som AGF, OB og Aalesund.
Det blev kun til ni kampe i Zaglebie Lubin.



Zaglebie Lubin






























