Søren Krogh kan være på vej mod et nyt kapitel i sin trænerkarriere.
Kilder i Belgien fortæller til Bold, at 48-årige Søren Krogh er blandt kandidaterne til cheftrænerjobbet i Zulte Waregem.
Samtaler mellem den danske træner og repræsentanter fra den belgiske klub har sågar været planlagt til at finde sted i denne uge.
Zulte Waregem sonderer i øjeblikket markedet for en ny boss på sidelinjen, efter at klubben for små 10 dage siden stoppede samarbejdet med Sven Vandenbroeck oven på en skidt periode med fire nederlag på stribe.
I mellemtiden har assistenten Steve Colpaert varetaget cheftrænertjansen i oprykkerklubben på midlertidig basis, og belgierne leder dermed efter en ny permanent chef.
Flere tilbud
Søren Krogh tog sent i 2023 over for Andreas Alm i OB, hvorefter der fulgte en turbulent periode i Superligaen, der endte i nedrykning et halvt år senere.
Men danskeren var sammen med sportsdirektør Troels Bech med til at vende den fynske skude, og ved brug af en hel del egenudviklede spillere førte han OB tilbage til det fineste fodboldselskab, inden Alexander Zorniger blev udpeget som ny cheftræner i sommeren 2025.
Siden har Søren Krogh gået uden job, men han har blandt andet haft muligheder i Danmark, ligesom svenske AIK var inde i billedet i efteråret.
Nu kan et skridt til Belgien og Zulte Waregem være næste stop på rejsen, hvis samtalerne materialiserer sig til et samarbejde.
En klub, der har fire danskere på holdkortet i form af Jacob Kiilerich, Anosike Ementa, Jeppe Erenbjerg og unge Tristan Panduro.
Den bedste belgiske liga, Jupiler Pro League, har gennem tiden haft flere danske trænere. Heriblandt Jess Thorup og Brian Priske, der har stået i spidsen for henholdsvis Gent, Genk og Royal Antwerp, ligesom Danmarks nuværende landstræner, Brian Riemer, nåede at være cheftræner for Anderlecht i små to år.
Bold har været i kontakt med Søren Krogh om oplysningerne, men han har ingen kommentarer på nuværende tidspunkt.



Zulte-Waregem
Jupiler Pro League




































