EM -10 hurtige: Elkjær snød Sepp med pornofilm
2020-08-22 10:00:03
Foto: Getty Images

10 hurtige: Elkjær snød Sepp med pornofilm

En af landsholdets største legender, den tidligere holdleder Simon Rasmussen, fortæller om en række af sine oplevelser efter knap 40 år omkring holdet.

Artiklen fortsætter efter annoncen

bold.dk er klar med en ny udgave af '10 hurtige', hvor spillere, trænere og andre fodboldpersonligheder får ti spørgsmål, som vi normalt ikke stiller dem.

Glem Peter Schmeichel, Morten Olsen, Jon Dahl Tomasson og Daniel Agger. Den der har været med til klart flest landskampe, er den tidligere holdleder Simon Rasmussen.

Rasmussen har taget sig af adskillige opgaver og svarer her på ti spørgsmål om sine knap 40 år med Danmarks bedste fodboldspillere.

Vi kommer forbi spasmageren Faxe, gavflaben Elkjær, som tog røven på Sepp Piontek, og meget andet.

Hvad var din rolle omkring A-landsholdet?

- Jeg var stort set alt. Jeg var teamleder, koordinator, holdleder, blæksprutte. Jeg prøvede at lave det hele, siger Rasmussen til bold.dk. 

- Når vi vidste, hvem vi skulle møde, lavede jeg programmer for samlingen, sørgede for hoteller, indkvartering, værelser, busser, fly, sørgede for al infrastruktur og sikrede, at det hele bare gled.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Samtidig var jeg lidt en støddæmper mellem spillerne og trænerne. Når spillerne havde brug for at snakke og havde nogle problemer, var jeg med til at løse dem, så trænerne ikke skulle tage sig af det hele. Jeg har talt mange gange i mange timer med mange spillere.

- Som jeg forstår det, er man i dag nok fire mand om at klare det job, jeg klarede alene i gamle dage.

- Det var et super fedt job med et stort ansvar, men hvor man også arbejdede med mennesker, og hvor empati var en meget vigtig egenskab. Jeg skulle få den yngste mand til at føle sig lige så vigtigt som den mest rutinerede, og det var også fedt for både spillere og trænere, at de havde én helt tæt på, som kunne løse deres problemer.

Hvordan startede du som holdleder på landsholdet?

- Jeg var ansat i DBU i forvejen, hvor jeg var startet som kontorelev. Jeg fik løbende ansvaret for flere ting og blev blandt andet medansvarlig for vores tøjlager til alle landshold.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Da Sepp Piontek blev landstræner i 1979, ville han have én, som var fast ansvarlig for tøjet, og det blev så mig, og der begyndte jeg at rejse med landsholdet til udekampene også. Den funktion havde jeg i en del år, til vi kvalificerede os til det første EM i 1984, hvor jeg kom med omkring hele koordinationen for turen også.

- I flere år var jeg både sekretær for A-landsholdet og materialemand, og i 1992 spurgte Richard Møller Nielsen mig, om jeg ikke ville være holdleder, da han syntes, jeg gjorde et godt stykke arbejde og gerne ville have mig som højre hånd.

- Min første tur som holdleder var til USA med ligalandsholdet i 1993, og det er blevet til en del oplevelser rundt omkring gennem årene. I mit arbejde har jeg besøgt mere end 80 lande og har over 400 A-landskampe på cv’et. Det er næsten halvdelen af de A-landskampe, Danmark har spillet.

Hvad er en holdleders vigtigste opgave?

- Min vigtigste opgave var at få hverdagen til at fungere for alle. Alt skulle gå som smurt uden bump på vejen, og var der et problem, skulle jeg sørge for, at spillere og ledere ikke mærkede noget til det. Forarbejdet skulle være godt, så spillere og trænere bare skulle tænke på at spille fodbold.

- Man skulle se problemerne, før de opstod, og det kunne være alt fra maden på hoteller, køreafstande til træningsbaner og meget, meget mere.

Hvem var den mest besværlige spiller, du har haft med at gøre på landsholdet?

- Ingen har været decideret besværlige, men jeg vil da godt sige, at der har været udfordringer. 

- Pludselig var der for eksempel én, der fandt ud af, at han ikke kunne spise gluten i sit brød, og så måtte vi finde en bager i København, som bagte glutenfrit og sørge for at få fragtet brødet til hotel Marina i Vedbæk.

- Jeg har da også stået midt om natten og vasket målmandshandsker i et badekar og somme tider tørret dem med en hårtørrer, så de var klar næste morgen, når der skulle trænes.

- Man kunne måske godt føle, at visse spillere var kropumulige i deres krav, men jeg prøvede altid bare at få det til at virke som om, at det var verdens fedeste opgave, jeg havde fået.

- Men i forhold til tøj og udstyr var Peter Schmeichel en af de krævende, hvilket Kasper Schmeichel også har været efterfølgende. Rent socialt og opdragelsesmæssigt har Nicklas Bendtner krævet meget arbejde.

- Derudover var der en Thomas Gravesen, som jo nok var et ADHD-barn, som skulle styres lidt, før han fik for mange vilde idéer.

Hvem er den mest underholdende spiller, du oplevede på landsholdet?

- Gravesen var underholdende at være i nærheden af, men rent joke-mæssigt var det typer som Faxe og Elkjær, som kunne sætte gang i enhver trup.

- Faxe var eminent til at imitere journalister, og fra sit hotelværelse ringede han ofte til de yngre spillere og præsenterede sig som journalist fra Jyllands-Posten og lavede lange interviews med dem.

- Han gjorde det blandt andet med Henrik Risom i 1989, hvor han holdt et meget langt interview med ham, men det var først til middagen til allersidst, at han rejste sig op og holdt en tale for ham og sagde, at det var ham, som havde stillet de 127 spørgsmål over de seneste tre dage.

- Han fik også gjort vores læge Mogens Kreutzfeldt helt forvirret under EM 1992, hvor han ringede til Mogens og udgav sig for at være journalist og sagde, at rigtig mange spillere var utilfredse med den mad, der blev serveret, og hvad Mogens havde at sige til det.

- Mogens fes de næste dage rundt til os alle og spurgte, hvad fanden der var galt med maden, og han kunne simpelthen ikke forstå og var ikke ret stolt, indtil Faxe bekendte.

- Elkjær var bare en munter person, som fyrede en masse jokes af.

- Da vi lige var begyndt at bruge video-optagelser af vores modstandere til taktik-møderne før kampen, havde Sepp og os andre sat alt til og gjort alt klar med storskærm og så videre ude i Idrættens Hus.

- Da vi så kom til den del af mødet, hvor videoen af modstanderen skulle køre, og hvor Sepp skulle fortælle alt om dem, så kørte der i stedet en pornofilm, fordi Preben havde skiftet videobåndet ud.

Hvem er den bedste spiller, du har oplevet på landsholdet?

- Michael Laudrup var bare en klasse over de andre. Man kunne se det, så snart vi trådte ind på træningsbanen, at han bare kunne noget andet.

- Han var i særklasse, og når man så ham tæt på til træning og i kampe, var han bare utrolig. Han gjorde alle omkring sig bedre.

- En angriber som Elkjær har vi vel ikke set på holdet siden, en motor som Søren Lerby er også svær at finde, mens Dennis Rommedahl var meget undervurderet.

Hvad var den største enkeltstående fodbold-mæssige oplevelse, du nåede at have?

- Der har heldigvis været rigtig mange, men EM-titlen i 1992 var unik. De ti dage, der gik, fra vi kvalificerede os til semifinalen, og til vi stod på Rådhuspladsen i København, kan ikke beskrives.

- Vi var jo ikke så mange dengang. Vi var vel 27-28 personer omkring holdet inklusiv spillere og ledere, og den tid kommer vi aldrig til at glemme.

- Men vores første EM i 1984 og VM i 1986 var også kæmpe oplevelser. Det var første gang, vi repræsenterede Danmark til store slutrunder, og at vi lige frem skulle nå semifinalen i 1984, var der ikke mange, som havde troet på.

- Der var heller ikke nogen, der forventede, at vi skulle køre al modstand over i vores indledende pulje i 1986, men her var det vores uerfarenhed, som gjorde udslaget for os.

- Vi trænede røven ud af bukserne op til den turnering, og truppen var lidt delt i to til sidst. Der var nogle, der ville kæmpe videre, mens andre var helt færdige og udkørte og egentlig bare gerne ville hjem.

- Det er den længste samling, jeg har været med til. Vi startede omkring den 2. maj i Vedbæk og var først hjemme i Danmark igen i slutningen af juni, så flere spillere var udbrændte, ville gerne hjem til familien og havde den følelse af, at vi jo allerede havde gjort det godt i slutrunden.

Er spillere i dag mere forfængelige end for 20-30 år siden?

- Spillere er forfængelige, men skal også præstere maksimalt hver gang. På landsholdet handler det jo også om, at de spillere, som kommer hjem fra udenlandske klubber, kommer fra meget store setupper, og så må man jo følge med på landsholdet.

- Der bliver stillet enormt mange ting til rådighed for spillerne, mens kravene tilbage i tiden var meget beskedne. 

- Selv i 90’erne måtte Peter Schmeichel på et tidspunkt selv sørge for at få fragtet en fysioterapeut til England, fordi Manchester United ikke havde en tilknyttet derovre.

- Spillerne er blevet lidt større egoer med tiden. Ikke på banen, hvor de præsterer som hold, men uden for banen er der bare nogle ting, der fylder enormt meget for dem. Det er en anden tid, end det var for 30 år siden.

Taler du stadig med spillere eller trænere, du har arbejdet sammen med omkring landsholdet?

- Der er heldigvis mange, jeg taler med. Selv spillere tilbage fra tiden i 80’erne har jeg stadig kontakt med. 

- Morten Olsen snakker jeg for eksempel stadig jævnligt med, og det samme gælder Sepp Piontek, som er min hjælpetræner på Old Boys-landsholdet.

- Jeg taler også en del med Elkjær og Laudrup. Jeg har heldigvis fået venskaber for livet i min tid omkring landsholdet, og det er uden tvivl det bedste, jeg har med mig derfra.

Hvad savner du mest hvad jobbet omkring landsholdet?

- Jeg savner det at være sammen med drengene og få det hele til at fungere. Hyggen og udfordringerne i at kæmpe for et fælles mål, og at alle gør det bedste hver dag, det savner jeg, siger Rasmussen. 

 


Foto: Getty Images

8 kommentarer

Læs alle kommentarer
annonce

Mest læste

annonce
annonce

Seneste nyheder

annonce
0