Danmark -14-årigt Brøndby-talent har blod på tanden
2016-10-12 16:00:01
Foto: Jan Christensen / Getty Images

14-årigt Brøndby-talent har blod på tanden

Frederik Nørrestrand er kun 14 år, men har allerede fået lov at træne med Brøndbys Superliga-hold. Han har blod på tanden og vil gerne være det næste store Brøndby-talent, der slår igennem.

Artiklen fortsætter efter annoncen

14-årige Frederik Nørrestrand er til daglig en del af Brøndby U17-hold, men er i de seneste måneder blevet kædet sammen med store klubber som Juventus, Sunderland, Manchester City og Chelsea. 

For nylig trænede den unge højre back med Superliga-truppen i Brøndby, og her følte den unge forsvarsspiller, at han godt kunne være med.

- Jeg følte faktisk, at jeg kunne være med i det store spil. Der var en masse spillere med landsholdene, men af dem, der var der, følte jeg, at jeg kunne følge med. Det var lidt en mærkelig følelse, og hvis man føler, at man kan være med der, så skal man også kunne vise overskud på U/17-holdet, så det skal jeg kunne, siger han til bold.dk.

- Jeg synes, klubben har indikeret, at de tror på mig. Men det har jeg nu aldrig tvivlet på.

Nørrestrand nød at være under cheftræner Alexander Zornigers vinger. Han har stor ros til overs for den tyske coach, som ikke lader nogen slippe lettere end andre, fordi man lige er rykket op eller kun er 14.

- For mig at se, er han den perfekte træner. Han er benhård og tager ikke hensyn til, at man er ny og lige kommet op. Han er meget direkte, og det er sådan en type træner, jeg godt kan lide. Han var henne og dirigere mig og fortælle mig, hvor jeg skulle være bedre. Når man får nogle ordrer fra Coach, så er det bare om at vise, at det kan man godt. Jeg synes, jeg havde en god træning med Superliga-holdet.

Den unge back må underskrive sin første professionelle kontrakt, når han i næste måned fylder 15 år. Det kan meget vel blive med Brøndby, fortæller Nørrestrands rådgiver Nudi Ghelam.

Artiklen fortsætter efter annoncen

- Brøndby skal være villige til at indfri vores krav, ligesom vi skal indfri deres krav. Der skal to til tango. Men umiddelbart vil jeg sige, at det er godt med Brøndby. Når den rette plan er der for ham, og de sportslige aspekter er der, så kan jeg ikke se en grund til, at det ikke skulle være Brøndby. Men Brøndby får da konkurrence, når der er så store klubber efter ham, det er klart. Men han har været dygtig til selv at sige fra over for flere klubber selv, ved jeg, siger han.

Selv er Nørrestrand også meget åben for at skrive under med Brøndby, og han lader generelt ikke spekulationerne om store udenlandske klubber gå sig på.

- Som spiller forholder jeg mig til realiteterne, og realiteten er nu, at jeg spiller i Brøndby. Det er det, jeg fokuserer på og der, jeg vil yde mit bedste - både på træningsbanen og til kamp. Selvfølgelig er det en kæmpe cadeau at blive kædet sammen med så store klubber, og at de er interesserede i, hvad jeg går og laver. Men det er Brøndby, jeg fokuserer på.

Spillere som Riza Durmisi, Svenn Crone, Frederik Holst og Andrew Hjulsager har i de senere år slået igennem for Brøndbys førstehold. At se det har givet Nørrestrand blod på tanden, for han vil gerne være den næste.

- Det giver absolut blod på tanden at se andre unge spillere få chancen på førsteholdet. Jeg vil knokle hårdt, indtil jeg får den mulighed. Det er et plus at være i et miljø, hvor talenterne får chancen. Når man kigger på væggen ved vores omklædningsrum, hænger der billeder af mange ansigter, som har fået chancen. Jeg stræber efter at blive den næste.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Den unge højre back har dog sat sig som sit næste mål, at han vil op og snuse til U19-holdet - gerne i denne sæson.

Nørrestrand debuterede i efteråret for det danske U16-landshold, hvor han også bar anførerbindet i en af kampene. 

bold@bold.dk


Foto: Jan Christensen / Getty Images

15 kommentarer

Læs alle kommentarer
annonce
annonce
annonce
0