

Mallorca skiftede efter 83 minutter af kampen mod Real Madrid den blot 15-årige Luka Romero ind, og han slog en 81 år gammel rekord.
Luka Romero blev således med sine 15 år og 219 dage den yngste spiller nogensinde i La Liga.
Rekorden tilhørte hidtil Francisco Bao Rodriguez, kaldet Sanson, der i 1939 debuterede med sine 15 år og 255 dage for Celta Vigo.
Mallorca-træner Vicente Moreno forklarer efter kampen, at den unge offensivspiller var lidt nervøs inden debuten.
- Jeg lagde min hånd på hans hjerte, og jeg kunne mærke, at det bankede rigtig hurtigt, hvilket er normalt for en knægt på den alder. Han fortjente at spille, og derfor kom han på banen, siger Moreno ifølge AFP.
Luka Romero er født i Mexico, men af familiære grunde kan han også stille op for Spanien eller Argentina, og han har indtil videre repræsenteret Argentinas U15-landshold.