15. dec: Triumf og aftalt spil på Malta

Michael Laudrup er en legende i spansk fodbold, Harald Nielsen i italiensk og Allan Simonsen i tysk. Men Danmark kan faktisk også bryste sig af at have en fodboldspiller i de maltetiske historiebøger.

28-årige Ronni Hartvig havde allerede masser af erfaring fra HIK og også et toårig ophold i islandsk fodbold, da han i 2006 drog til Malta.

- Jeg havde netop færdiggjort min uddannelse i Danmark og fik et job hos en spiludbyder på Malta, hvilket jeg synes lød utroligt spændende, så jeg tog af sted, siger Hartvig, der i starten dog lagde fodbolden på hylden og koncentrerede sig om den civile karriere.

- Men efter et halvt år mødte jeg en sød maltetisk pige, som senere er blevet min kone. Efter vi havde været sammen godt et halvt år, begyndte hun at prikke til mig, fordi hun mente, at jeg altid gik og snakkede om fodbold. 'Hvorfor begynder du så ikke at spille', sagde hun.

- Hun havde en bekendt, som tog mig med ud til den her klub, Birkirkara. Hvis jeg skulle i gang igen skulle det være seriøst og på højeste plan, og det eneste jeg vidste på forhånd var, at Birkirkara var en af de bedste klubber hernede.

Drømmestart med masser af mål

Efter godt en måneds træning i Birkirkara skulle truppen på plads til næste sæson, og Ronni Hartvig blev tilbudt en kontrakt.

- Klubben havde i sæsonen forinden nærmest halvdelen af det maltetiske landshold i truppen, men de havde alligevel skuffet og var kun blevet nummer tre, så alle stjerner røg for at spare på lønbudgettet. Jeg kostede jo ikke andet end lidt løn, så det var perfekt for dem at få en med lidt rutine ind på et hold, der ellers primært bestod af meget unge spillere, fortæller Hartvig, der trods sin position som central forsvarsspiller straks tog ligaen med storm.

- Jeg havde egentlig aldrig været særlig målfarlig, selvom jeg på grund af mine 190 centimeter altid har været med i feltet ved dødbolde. Men der skete et-eller-andet i starten på Malta. Jeg tror, jeg scorede 5-6 mål i de første otte kampe og sammenholdt med, at det gik godt i defensiven, så fik jeg lynhurtigt skabt mig et navn hernede.

Pokalsejr og Årets Spiller

Birkirkara spillede mod forventning med i toppen af rækken i Hartvigs første sæson, men måtte til slut tage til takke med tredjepladsen. Samtidigt vandt man dog pokalturneringen, og det blev fejret i stor stil.

- Det var nærmest som et karneval. Mere eller mindre alle af de 20-30.000 indbyggere i byen dukkede op, og det var en stor gadefest med telte, boder osv. Vi blev kørt i åben bus gennem en lille gade midt i byen, og det var helt vildt. Det var lidt ligesom EM-holdet i 92, men selvfølgelig ikke i helt samme målestoksforhold, fortæller Hartvig, der samtidigt kunne lade sig hylde som Årets Spiller i ligaen i debutsæsonen.

- Det var selvfølgelig fantastisk stor ære, især fordi det var spillere, trænere og klubpræsidenter, der stemte om det.

Europæisk eventyr i Split

Pokalsejren gav i starten af 2008/09-sæsonen samtidigt adgang til et godt nok kortvarig eventyr i Europa League.

- Vi trak Hajduk Split, og det var utrolig fedt. Især kampen i Kroatien var helt vild. Vi spillede foran 25.000 fantastiske kroater, som gav den gas i alle 90 minutter med sang, fyrværkeri og hvad der ellers hører til. Det er absolut den største kamp i min karriere.

- Vi var selvfølgelig chanceløse. De havde et par bosniske landsholdspillere og én fra Kroatien. Vi var kun over midten én gang i kampen. Jeg satte gang i en kontra, og pludselig stod jeg på deres banehalvdel med kun en holdkammerat, fortæller en grinende Hartvig, der beskriver malteserne som et fodboldgal folkefærd.

- Det er meget delt op hernede. Der er en stor gruppe, som orienterer sig mod England og engelsk fodbold, og en anden gruppe orienterer sig mod Italien. Den hjemlige liga kom først bagefter, men der er trods alt en hel del fokus på den bedste række med tre ugentlige tv-programmer og store reportager i aviserne, siger Hartvig.

En kuvert med penge

Hartvig vil ikke være sin fodboldoplevelser på Malta foruden, men han har undervejs skiftet bekendtskab med maltetisk fodbolds helt store problem - aftalt spil.

- Det et stort problem hernede, og det kan være lidt svært at forstå som dansker. Men gennemsnitslønnen er ikke så høj hernede, så nogle spillere er lette at lokke med, og det er faktisk lidt svært at vide, hvem man skal stole på. Jeg kan i hvert fald nævne de første fem kampe, jeg selv har deltaget i, som var fikset, siger han og tilføjer:

- Et helt absurd eksempel fra 2009/10-sæsonen, hvor jeg dog var stoppet. Birkirkara og Valletta kæmpede om mesterskabet, og Birkirkara møder i en af de sidste runder Hiberians, som går til pause med en 4-0 føring. Birkirkara ender alligevel med at vinde kampen 5-4, og det gik tydeligvis ikke sportsligt retfærdigt for sig. Selvom det kom mit eget hold til gavn, så synes jeg, det var ret ulækkert.

- Jeg er også selv en enkelt gang selv blevet tilbudt bestikkelse. Jeg mødte tit en gut lige udenfor, hvor jeg arbejdede, som vidste hvem jeg var og som altid ville snakke fodbold. Pludselig en dag blev han meget alvorlig og tilbød mig en rum sum penge for at lade mig tabe en kamp med vilje. Jeg ville næste dag få en kuvert med halvdelen af beløbet, og den anden halvdel ville falde efter kampen.

- Jeg ville selvfølgelig ikke høre tale om det, og jeg havde desuden mit velbetalte job ved siden af, så det var helt udelukket. Men sådan er det hernede, og det er naturligvis meget trist. Jeg synes ikke, det spillede en stor rolle i Birkirkara, og det er ikke sådan, at det har ødelagt min oplevelse hernede, men det er da et meget stort problem.

Nedtrapning i St. Andrews

Ligesom i Hartvigs første sæson blev Birkirkara nummer tre i ligaen i 2009/10, og det skulle blive hans sidste hele sæson i klubben.

- I starten af tredje sæson havde jeg lige fået nyt arbejde, hvor jeg skulle rejse mere, og min kone var samtidigt gravid, så jeg blev nødt til at prioritere lidt anderledes, siger 32-årige Hartvig, der i dag er trappet ned og spiller i St. Andrews fra den næstbedste række.

- De er lige rykket op og på nær min kammerat, som tog mig med ud i klubben, så er jeg den eneste spiller over 21 år. Jeg træner kun med et par gange om ugen, men spiller alle kampene. Det bliver jeg ved med, så længe træneren vil bruge mig, men formen er selvfølgelig ikke, hvad den har været, slutter Hartvig.

Læs med i morgen, når vi igen snakker med en fodboldpersonlighed, der har været eller er på eventyr i det mere fodbold-eksotiske udland.

mikael@bold.dk