2013-12-16 10:00:01
Foto:

16. dec: Gik vores egne veje

Temaet for årets bold.dk-julekalender er fodboldbrødre. Bag kalenderlåge 16 finder vi Chris og storebror Lars Hermansen, der var målmaskiner på banen, men alt andet end maskiner uden for den.

Artiklen fortsætter efter annoncen

41-årige Lars Hermansen og hans 38-årige lillebror, Chris, har altid scoret mål. Sidstnævnte var det største allround-talent, der med sine 73 Superliga-kasser for Herfølge og AB er den 11. mest scorende i Danmarks bedste række. Når det er sagt, var Lars ikke uden evner. I hovedspillet var han sublim, og fysisk var han stærkere end Chris.

Lars drev dog ikke sin karriere så langt som Chris. Storebror havde spillet i 3.division for Bramming som 16-årig, inden turen gik til Vejle som ynglinge, men herefter fik han for første gang nok af fodbolden.

- Jeg var egentlig stoppet og arbejdede i en tøjforretning i Vejle. En af mine kammerater spurgte dog halvandet år senere, om jeg ikke ville med ned til min barndomsklub Bramming, der havde fået den tidligere Espanyol-spiller John Lauridsen hjem, og han kunne altså stadig godt spille fodbold, siger Lars til bold.dk.

Så den daværende Danmarksserieklub fik glæde af Lars igen. Det var meningen, han kun skulle træne med nogle gange, men målscorergenet var unikt, så det hele endte med, at Lars slet ikke trænede, men i stedet kun spillede kampe.

- I den første sæson lavede jeg 16 mål i 10 kampe. Det var med stor hjælp fra Lauridsen, der var god til at få den smækket ind over til mit hoved.

Røg til prøvetræning i FC Köln

På det tidspunkt var Chris allerede godt i gang med sin karriere. Han blev hentet til FC Köln fra Esbjerg i 1994 af daværende træner Morten Olsen, og opholdet der- kombineret med Lars’ målnæse i Bramming - åbnede en uventet dør for storebror.

- Der var et par danske klubber, der viste interesse for mig, men det gik hverken værre eller bedre, end at jeg blev inviteret til prøvetræning i FC Köln, da jeg lige havde holdt 14 dages ferie på Ibiza. Der er ingen tvivl om, at den mulighed opstod på grund af Chris, for ellers havde Morten Olsen aldrig fået øje på mig.

I sin første regeringstid som træner var Morten Olsen ikke kendt for at være blevet mildere med årene, og selvom Lars havde nogle angriberevner, der var internationalt snit over, endte opholdet, der først bestod af træning med førsteholdet i FC Köln og siden en træningslejr i det tidligere Østtyskland med talenttruppen, ikke med, at han fik en Bundesliga-kontrakt.

- De var ved at skrive under med ham, for han bankede dem i kassen på både første- og andetholdet i den halvanden uge, han var der. Men jeg tror, der var flere grunde til, at Morten Olsen takkede nej. Man skal vise, man vil det meget, og jeg tror, Morten kunne se, at Lars havde evnerne, men måske ikke ville det nok, fortæller Chris.

Lars bekræfter, at det ikke var alt i FC Köln, han fandt lige underholdende.

- Det der træning har nu aldrig været mig, siger han med et stort grin og fortsætter:

- Jeg kan huske, at vi til den første træning med Bundesliga-holdet blev sendt ud på en løbetur på 10-12 kilometer, og jeg var sgu ved at dø efter den første. Jeg dannede bagtrop og kom ind klart sidst efter blandt andre Morten Olsen og Toni Polster.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Bip-testen med 80 løb på træningslejren, hvor Chris også deltog, var heller ikke en øvelse, der var som skabt til Lars.

- Efter 40 var jeg helt færdig og satte jeg mig ud på sidelinjen. Jeg råbte til Chris, at han godt kunne give mig nøglerne til værelset, for det her gad jeg sateme ikke. Vi var ude for lands lov og ret, og der var ingen tv eller noget. Så jeg ville bare hjem, erindrer storebror.

Efter et måltid hører sig en cigaret
Da pulsen var faldet, blev Lars imidlertid hurtigt god igen. Han har altid elsket at være sammen med andre mennesker, og den store angriber skabte højt humør, da han efter en fællesspisning med Chris, talenttruppen og et par FC Köln-legender dyrkede sin last.

- Jeg røg på det tidspunkt, så jeg tændte en cigaret, og så var de altså ved at falde ned af stolene alle sammen. Chris kiggede godt nok også noget på mig, fortæller Lars.

- De unge drenge i talenttruppen kunne ikke lade være med at grine, men de kunne godt lide ham. Det var ’kæft, trit og retning’ i Tyskland, og Lars er en typisk dansker, der gør, hvad der passer ham, uden det bliver for meget, supplerer Chris, der ikke så brormand ryge cigaretten ned til filteret.

- Det var Stephan Engels og Heinz Flohe, der stod for talenttruppen. Flohe kaldte mig roligt til side og sagde ’Lars, das geht nicht. Dass muss du verstehen.’Jeg svarede ’Ja, ja, klar, kein Problem’. Jeg havde det pissegodt med ham og Engels, så jeg accepterede selvfølgelig og slukkede cigaretten.

Artiklen fortsætter efter annoncen

Med en afsluttende melding fra Morten Olsen om, at der skulle bruges et år på at få Lars i noget, der mindede om Bundesliga-form, sluttede angriberens udlandsophold, der også bød på hårde bemærkninger fra midtbanespilleren Horst Heldt om at tage mere del i det defensive arbejde.

Chris er et blødt menneske
Chris tilbragte i alt syv måneder hos gedebukkene. Men det var ikke, fordi det ikke kunne være blevet til mere.

- De ville forlænge med to-tre år. Jeg trænede med førsteholdet, og de havde udset mig som fremtidens mand. Men jeg ville bare hjem. Jeg er altid gået mine egne vegne, og det har handlet om, at jeg skulle have det godt, hvor jeg var. Havde jeg været iskold og kynisk, kunne jeg måske godt være nået det sidste stykke op, men jeg traf mine egne beslutninger og lod mig ikke friste af penge, og jeg har sagt nej til rigtig mange af dem, eller klubbernes størrelse, siger den tidligere U- og ligalandsholdsspiller og fortsætter:

- Til gengæld gik jeg meget op i, hvem der var træner i klubberne, og der er ingen tvivl om, at Gert Nørregaard i Bramming, Jørn Bach i Esbjerg, Ole Mørk, Johnny Petersen og John Faxe Jensen i Herfølge, Christian Andersen i AB, Steen Thychosen i Vejle og Morten Olsen alle har betydet meget for mig og min udvikling. De er spændende personligheder, der har lært mig meget på og uden for banen, som jeg også har kunnet tage med mig senere i livet.

- Jeg er et blødt menneske og har ikke været denne her maskine. Der er mange hårde drenge i fodboldens verden, og det kan også være godt. Men det hele skal gå så hurtigt, og jeg har aldrig set mig selv som skabt til de rammer. Man er som man er, og jeg synes, jeg har været ydmyg. Jeg er glad og stolt, når jeg i dag ser tilbage på min karriere, fortæller Chris.

Vidste jeg ville få den fra lillebror
Efter ophold i Ikast og Esbjerg rykkede Chris Hermansen til Herfølge i 1996. Lars havde efter tiden i Köln fået en aftale i stand med AaB i 1994/1995-sæsonen efter en vellykket prøvetræning, men han havde ikke den store andel i klubbens mesterskab.

Angriberen pådrog sig nemlig en korsbåndsskade, der i første omgang holdt ham ude i efteråret. Han var på vej tilbage i vinteropstarten, men skaden blev ved med at genere og endte med at holde ham ude i over et år, så Lars Hermansen nåede aldrig en Superliga-kamp for nordjyderne.

Siden gik turen til Esbjerg, inden Lars forsøgte at spille sig til en kontrakt i OB, hvor Viggo Jensen mente, at bomberen var god, men i for dårlig form. I stedet skrev Lars kontrakt med Herfølge i 1997. Brødrene skulle nu spille på samme hold.

- Det var en fed oplevelse. Som angriber passede Chris supergodt til mig. Han var uselvisk som fodboldspiller og forstod at spille en halvstor knokle som mig. Vi kunne gå og motivere os sammen til kampene, og grundlæggende var det en superhyggelig tid i Herfølge, hvor jeg også gik meget sammen med eksempelvis Bo Henriksen. En virkelig fed fyr.

Duoen Lars og Chris er et af få brødrepar, der har scoret i samme Superliga-kamp. Det skete den 2. november 1997 i en 3-1-sejr hjemme over Vejle. Chris havde sendt Herfølge på 2-0, inden han med et kvarter tilbage havde plads i højre side og fandt fremstormende Lars på midten.

- Jeg nåede at tænke, at Chris ville spille den på tværs. Så det var bare om at komme af sted. Jeg stormende dernedad med mine 95 kilo, og bolden kom lige præcis, som den skulle, og så var det bare at sætte den i nettet, siger Lars, inden Chris mindes følelsen ved storebrors scoring:

- Jeg har lavet mange oplæg i min karriere, men det er specielt at lave et oplæg til sin egen bror. Vi har altid bare villet hinanden det bedste.

Har aldrig været hinandens rådgivere
Forholdet mellem de to brødre har altid været tæt, og det er det også den dag i dag. Men den ene har ikke blandet sig i de valg, den anden har truffet undervejs i karrieren.

- Chris er sådan en fornuftig fyr, så det kunne han sagtens selv finde ud af, og selv var jeg lidt en person, som folk ikke skulle lave om på. Det vidste Chris godt. Vi har aldrig forstået at motivere hinanden, og der har været spillere, der har levet og åndet mere for fodbold, end Chris og jeg gjorde, siger Lars der er klar over, at han kunne have drevet det til mere end de otte kampe og tre scoringer det blev til for Herfølge i Superligaen:

- Hvis jeg vidste, hvad jeg gør i dag, havde jeg måske grebet det lidt anderledes an. Men jeg tænkte slet ikke så langt på det tidspunkt. Da Morten fortalte, at jeg var et år fra at have Bundesliga-form, fungerede det ikke som motivation for mig til at komme i den form.

- Jeg syntes bare, det hele var lidt urealistisk. Fra slet ikke at spille fodbold var der tre-fire klubber, der var interesserede i en, og så stod jeg pludselig til prøvetræning i FC Köln. Det gik så stærkt, og jeg har måske haft det lidt for let. Jeg elskede at spille, men jeg kunne sgu også godt lide at gå i byen, og det gjorde jeg, når chancen bød sig, forsikrer storebror.

Efter opholdet i Herfølge nåede Lars imidlertid at komme i noget nær sit livs form, da Viggo Jensen hev ham til den jyske vestkyst, nærmere bestemt Esbjerg.

- Viggo var meget konsekvent, og han kunne altså få mig i form. Jeg tabte otte-ni kilo og nåede at spille seks kampe for reserveholdet i Danmarksserien, hvor det blev til 13 mål. Viggo ville så have mig med i den rigtigt hårde forårsopstart, men lidt typisk for mig tænkte jeg, at ’det gad jeg sgu ikke rigtig’. Så jeg lavede i stedet en aftale med Kolding i Danmarksserien, men det kunne jeg slet ikke motivere mig til, og så var det slut.

Chris Hermansen scorer mål igen
Mens Lars stoppede karrieren, fortsatte Chris målscoringen i AB, hvor det blev til en pokaltriumf, inden han i år 2000 returnerede til Herfølge med hvem, han blev dansk mester. Her var han frem til 2004, hvor turen gik til Vejle. Siden blev det til et lejeophold i AB, som Chris sammen med tilbagevendte Rene Henriksen var med til at redde fra nedrykning til 2.division i 2005/2006-sæsonen.

- Det var en god afsked med professionel fodbold at være med til at redde den klub, jeg holder så meget af, og hvor min fodboldfilosofi passede så godt ind.

Siden trappede Chris ned. Først med et halvt år i Kolding og så med et supersjovt år i Middelfart med masser af godt humør.

- Lars har været uheldig med et par alvorlige skader undervejs, hvilket jeg har været forskånet for. Men jeg kunne mærke på mig selv, at det var tid til at stoppe. Jeg var slidt.

Chris er i dag bosat i Vejle. Han arbejder som salgsleder for Jyske Medier og returnerede først for nylig til fodboldverdenen, hvor han som træner har ført Løsning IF fra serie 4 til serie 3.

- Jeg valgte helt bevidst fodbolden helt fra, da jeg stoppede. Jeg har nydt at være sammen med min kone, mine børn og min øvrige familie i weekenderne. Igennem hele livet har det allervigtigste været for mig at kunne vågne op og være godt tilfreds med det hele, og det har jeg været hele vejen.

- Nu har jeg så fået en mulighed for at komme lidt ind i fodboldens verden igen, hvilket har været sjovt. Man skal aldrig udelukke, at det kunne være et startskud til et eller andet. Det er spændende at arbejde med spillerne og lære dem om den måde, jeg gerne ser fodbold spillet på. Men det er ikke et must for mig at blive træner, for der skal være tid til det hele, forklarer Chris, der selv har snøret støvlerne for Løsning IF fra tid til anden:

- Når der har været lidt skader og afbud, har jeg spillet med. Det er blevet til fem kampe og otte mål.

Lars nåede at være assistent for Bramming i en enkelt sæson, før han tog til København for at arbejde i detailbranchen. Storebror er fortsat bosat øst for Storebælt, hvor han nyder livet med sin kæreste og sine to børn, mens han også glæder sig over det tætte forhold til Chris. En glæde lillebror gengælder.


Foto:

1 kommentar

Læs alle kommentarer
annonce

Mest læste

annonce
annonce
annonce
0