17-årig ejer serieklub: Ambitionerne er store
2021-04-25 09:00:00
Foto: Dunses Disciple

17-årig ejer serieklub: Ambitionerne er store

17-årige Viktor Julius Norman Nielsen ejer Serie 5-klubben Dunses Disciple, og han går efter, at klubben skal kunne måle sig med de større Frederiksberg-klubber på sigt.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

17 år og fodboldejer. Det er der vist ikke mange, der kan prale af, men det kan Viktor Julius Norman Nielsen.

Han har stiftet Serie 5-klubben Dunses Disciple, der huserer på Jens Jessens Vej på Frederiksberg i København, og idéen om at starte en fodboldklub startede ret tilfældigt, siger 17-årige Viktor Julius Norman Nielsen til LigaBold.dk.

- Det startede tilbage i 2018, da jeg var 15 år og på efterskole. Der var jeg hjemme i vores juleferie, og så så jeg, at der var en indendørs turnering. Så jeg samlede fire venner, og så tilmeldte vi os turneringen. 

- Så fandt vi på navnet, fordi en af mine venner hedder 'Dunse', så derfor kaldte vi holdet 'Dunses Disciple', fordi han er lidt en 'joke' en gang imellem. Han hedder normalt Sofus, men vi kalder ham for 'Dunse'.

- Dagen før turneringen skulle starte, så blev den faktisk aflyst, og så tænkte vi, hvad vi så skulle gøre. Så valgte vi bare at træne sammen og fik nogle venner med, og så startede det derfra. Så begyndte vi at finde venskabskampe på Facebook uden at være en officiel klub. Sådan startede det, siger Viktor Julius Norman Nielsen til LigaBold.dk.

Til at starte med spillede klubben træningskampe i foråret 2019 og blot 10 mennesker mødte op til træningerne. I efteråret 2019 var klubben en del af Fremad Valby, men i december 2020 blev Dunses Disciple en officiel, selvstændig klub. 

Tilbage i februar 2020 mødte Dunses Disciple blandt andet et fodboldhold, der er styret af Rasmus Paludan, efter at Paludan havde kontaktet holdet, og det blev til en sikker sejr til Dunses Disciple, siger Nielsen.

Artiklen fortsætter under billedet.

Viktor Julius Norman Nielsen. Foto: Viktor Julius Norman Nielsen

Sprang ud i det

Når Viktor Julius Norman Nielsen fortalte sine venner om projektet med at starte en fodboldklub, blev han mødt med skepsis, men han tog udfordringen op, og så har det udviklet sig derfra. Nu har klubben 40 betalende spillere fordelt over to hold, et hold i Serie 5 og et hold i U19 - række 1.

- I starten, da jeg sagde til gutterne, at vi skulle lave vores egen klub, der sagde folk, at det kunne vi ikke, da vi skulle have fuldtidsansatte og alt muligt. Det tænkte jeg, at vi slet ikke behøvede, og jeg sprang bare ud i det. 

- Så læste jeg lidt mere om det angående vedtægter, og derefter blev klubben oprettet, og så var der virkelig mange, der gerne ville være med.

- Folk kom hele tiden med idéer, og jeg har mange venner, der spiller i andre klubber, der gerne vil flytte deres hold over til vores klub. Det er virkelig steget, efter at vi blev en officiel klub. 

- Jeg tror bare, at folk fremover tager deres venner med, og på den måde får dem ind i klubben. Jeg tror virkelig, at vi er inde i en god vækst i forhold til medlemmer og bare generelt.

Når fodboldejeren skal sætte nogle ord på, hvad klubben står for, så er det med fællesskab i højsædet.

- Vores værdier er generelt bare at skabe et fællesskab, fordi der er ret mange, der kender til os, så vi fik også mange tilskuere i en periode til kampene, hvor der kunne komme 50-80 mennesker. Det var helt vildt. Vi vil skabe et fællesskab, og så vil vi se, hvor langt vi kan komme med det.

Viktor Julius Norman Nielsen siger, at han undervejs er stødt på en række udfordringer ved at starte en fodboldklub op. I øjeblikket har klubben eksempelvis ikke faste banetider, og det kan være svært at få hul igennem til ansvarlige, så det kan blive løst.

Derfor træner klubben to gange om ugen, og det er lige, hvor der er en bane, siger han. Derudover kan det være vanskeligt at holde seriøsiteten hos spillerne.

Artiklen fortsætter under billedet.

Holdbillede af Dunses Disciple. Foto: Dunses Disciple 

Store ambitioner

For Viktor Julius Norman Nielsen er dette ikke blot et 'hyggeprojekt'. Klubben har allerede fået sin første trøjesponsor, og interessen stiger markant.

- Hvis vi fortsætter den vækst, som vi har nu, så vil jeg sige, at så tror jeg, vi inden for 10 år kan være et Serie 1- eller Københavnsserie-hold, og så må vi prøve at udbygge organisationen derefter.

Har har dog også større ambitioner på den lange bane.

- Drømmescenariet er at gøre det til en officiel klub på linje med de andre Frederiksberg-klubber som FB, FA 2000 og KB. Det er den helt store ambition.

Allerede til sommer vil Dunses Disciple tage de første skridt mod at udbygge organisationen, og det er ikke inden for fodboldens verden.

- Vi har tænkt os at udvide med e-sport til sommer, da jeg har nogle gode venner, der er gode til CS:GO. De er dygtige og går meget op i det, så vil vi gerne starte et hold op inden sommer. Derudover vil vi gerne have nogle flere lukkede hold til sommer.

Dunses Disciple har haft stor succes med at oprette begivenheder på Facebook for at tiltrække sig opmærksomhed. Viktor Julius Norman Nielsen siger, at klubben blandt andet har samlet 200 deltagere til en Facebook-begivenhed, inden der var corona-restriktioner. 

Han vurderer også, at klubben skal sætte ekstra ind på at optimere brugen af sociale medier, hvis klubben skal vokse yderligere.

- Hvis vi kan få opbygget vores sociale medier endnu mere, så tror jeg, at interessen angående arrangementer stiger. Jeg tror, at jo højere op, som vi kommer op i rækkerne, jo lettere bliver det også at få flere spillere til. Vi kender en del gode spillere privat, men de spiller måske på et mere seriøst hold.

- Når de så ser, at vi begynder at vinde, så tror jeg, at de bliver interesserede i at blive en del af holdet, og så på den måde bliver holdet bedre, siger Nielsen, der pointerer, at der på et tidspunkt var 100 personer til én af deres kampe, og de havde taget romerlys med for at skabe stemning.

Elsker at drive projekter 

Viktor Julius Norman Nielsen mener, at coronanedlukningen på sin vis har været en fordel for Dunses Disciple, da klubben i den tid har kunnet skabe opmærksom om sig selv på blandt andet de sociale meder.

Nu venter der hårdt arbejde for 17-årige Viktor Julius Norman Nielsen, hvis de store drømme skal blive til virkelighed. Han står for alt i klubben. Han er spiller i klubben, styrer træningerne med cheftræneren samt står for de sociale medier og det administrative arbejde, men den passionerede fodboldejer nyder hvert et sekund.

- Jeg bruger meget tid på at løse ting, skrive rundt og finde ud af, hvad vi kan gøre bedre. Det går rigtig meget af min tid med. 

- Jeg kan rigtig godt lide at drive og oprette projekter, så jeg synes bare, at det er fedt, siger 17-årige Viktor Julius Norman Nielsen til LigaBold.dk, der tilføjer, at han også prøver at passe sin skolegang på Falkonergårdens Gymnasium, hvor han går i 2. g.

I foråret venter der mange kampe for Dunses Disciple. Klubben spillede sin første kamp som en officiel klub mod B 1903 7 i Serie 5 P18/25 10. april, hvor det blev til en 2-1-sejr. I kamp nummer to tabte Dunses Disciple med 2-4 til KFB 3.

Søndag 25. april venter der en ny opgave for Viktor Julius Norman Nielsens tropper, når Fix 3 kommer på besøg på Jens Jessens Vej.

Artiklen er bragt i samarbejde med LigaBold.dk.

Annonce

14 kommentarer

Se kommentarer
Annonce