FC Nordsjælland havde en ny spiller med på den centrale midtbane, da de i tirsdags tabte 3-2 i en træningskamp til Helsingborg. Den blot 17-årige Emiliano Marcondes fik chancen for at spille med 'de store drenge', en oplevelse talentet fik meget ud af.
- Det er rigtig udfordrende, lærerigt og inspirerende. Det giver mig helt vildt meget. Jeg mærker, hvordan livet er som fodboldspiller. Det er jo det perfekte liv i mine øjne. Det har det altid været, og det har altid været det, jeg ville, siger Emiliano Marcondes til Frederiksborg Amts Avis.
- Det giver da blod på tanden. Man kæmper jo for at komme op og spille fast i truppen og få nogle Superligakampe. Men det er stadig U19, jeg skal spille til efteråret.
Marcondes, der kom til FCN fra Hvidvore som 15-årig, har dansk far og brasiliansk mor.


FC Nordsjælland
3F Superliga































