19. dec: Modnet i politiske Libanon

22-årige Youssef Saad er født i Danmark af libanesiske forældre. Han spillede med stor succes ungdomsfodbold i Lolland-Falster Alliancen, men som senior gik karrieren knap så flyvende, så han bestemte sig for at prøve lykken i Libanon.

- Jeg havde en rigtig god tid i LFA som ungdomsspiller. Jeg blev topscorer og Årets Spiller i mit sidste ynglingeår, men alligevel fik jeg ingen aftale som senior. Jeg blev dog i klubben og spillede lidt i 1. division, mens jeg gjorde min skole færdig, fortæller Youssef Saad til bold.dk.

- På et tidspunkt var jeg på ferie i Libanon, hvor jeg sad og snakkede med en kammerat. Han mente, jeg skulle prøve at få en kontrakt dernede, og jeg gav det en chance. Jeg fik aftale om en uges prøvetræning hos de forsvarende mestre Nejmeh, og det gik rigtig fint.

- Jeg underskrev en femårig kontrakt, og det var set i bakspejlet nok lidt en fejl. Men Nejmeh er en af de største klubber dernede, så jeg var egentligt bare glad og tvivlede dengang ikke på, det var en god idé. Men det var økonomiske problemer, og alle spillere gik på et tidspunkt fire måneder uden løn. Efter et år blev vi så enige om, at ophæve aftalen, og jeg rejste hjem til Danmark igen, fortæller Saad, der trods problemerne med lønnen primært husker positivt tilbage på sit år i libanesisk fodbold.

- Det var en fantastisk oplevelse, og jeg er blevet modnet utrolig meget af det. Både som spiller og menneske.

Trænerens søn spærrede en plads

Angriberen Saad havde i starten problemer med komme i startopstillingen, selvom han egentlig selv mente, han var god nok.

- Holdene i Libanon må kun have tre udlændinge. Hos os var der tre senegalesiske landsholdspillere, og en af dem var angriber. Derudover spillede trænerens søn, som også var angriber, på holdet, og han var altid i startopstilingen uanset, hvor dårlig han spillede. Samme træner var for øvrigt samtidigt landstræner, og der spillede hans søn selvfølgelig også.

- Senegalseren var rigtig, rigtig god, og jeg kan forstå, at han var med i stedet for mig. Men trænerens søn scorede to mål i 20 kampe, og jeg kunne godt have fået chancen i stedet for ham, synes jeg. Selvom jeg var meget ude i starten og kun blev skiftet ind, så nåede jeg trods alt seks mål i 16 kampe i min tid dernede, siger Saad, der senere på sæsonen fik lov at spille noget mere.

- Træneren blev fyret, og der kom en egypter til i stedet. Så røg de to landsholdsspillere på bænken, og jeg startede inde, hvilket var utroligt fedt. Jeg fik blandt andet lov at spille i AFC Champions League, hvor vi var i pulje med et hold fra Syren, et fra Indien og et fra Kuwait. Vi sluttede á point med nummer to, men røg desværre ud, fordi de var bedre indbyrdes. Men det var stort at prøve, og tempoet var virkeligt højt i de kampe.

- Den hjemlige liga er lidt svært at sammenligne med den danske, for taktisk er holdene ikke supergode i Libanon. Det var også lidt et problem for mig i starten. Jeg havde lært nogle andre ting i LFA, end dem de spillede efter dernede.

- Men jeg vil skyde på, at top-4 i Libanon har niveauet til at spille med i bunden af Superligaen. Der var dog så til gengæld et stort spring ned til de nederste hold i libanesiske Premier League. Bundholdene var decideret dårlige efter min mening.

Politik og fodbold hører sammen

Trods sine libanesiske rødder skulle Saad både på og udenfor banen vænne sig til tilværelsen i Libanon, hvor politik og religion fylder utrolig meget.

- Jeg føler mig som dansker, men også som libaneser. Alligevel skiller jeg mig ud dernede på flere områder - alene mit tøj var meget anderledes. Jeg skulle vænne mig til en helt anden kultur samtidigt med, at jeg prøvede at slå igennem på fodboldbanen. Derudover er jeg heller ikke særlig religiøs, og det fylder meget dernede.

- Hver klub har tilknytning til et politisk parti, og hvis man tilhører det parti, så holder man nærmest på automatik med det hold, som partiet støtter. Fodbold og politik hører sammen dernede, og begge dele betyder utrolig meget for folk. Nogle hold er har primært kristne fans, andre er shia eller sunni-muslimer, og det var ligesom et arvefjendeopgør, hver gang hold med forskellige baggrunde mødes.

- Der var gang i den på tribunerne, og tilskuerne var altid ellevilde. Nogle gange kunne man midten i kampen kigge op og tænke; Hold da op. Der mere gang i den på tribunen end på banen, fortæller Saad, der oplevede især et ekstremt tilfælde.

Vilde, men også gavmilde fans

- Vi havde vundet en vigtig udekamp, og det var hjemmeholdets fans ikke vilde med, så de ventede på os ude foran stadion. Vi måtte eskorteres væk af militæret, og det var ret sindssygt. Sådan var det ofte. Vandt vi, var modstanderes fans sure og ville have fat i os, og hvis vi tabte var vores egne fans sure og ville have fat i os. De går virkeligt op i det. Det er lidt vanvittigt nogle gange, men også med til at gøre det spændende.

- Hvis man sætter sig ind i en taxi dernede, så vil chaufføren enten snakke om politik eller fodbold. Og selvom vores fans stort set kun støttede os i medgang, så var de også meget taknemmelige. Folk, der egentlig ikke havde noget med klubben at gøre kom tit med gaver til spillerne, bare fordi de var fans af holdet. Nogle af mine holdkammerater fik tilbud om at få betalt telefonregningen eller universitetet. Jeg fik også en del middage på den konto, siger en grinende Saad efter en sæson altså tog tilbage til Danmark igen.

- Jeg skal ikke udelukke, at jeg tager derned igen. Men nu har jeg ligesom haft den oplevelse, og det var fantastisk, så det er ikke førsteprioriteten lige nu. Jeg flytter til København efter nytår og håber, at jeg kan finde en divisionsklub at spille i. Jeg vil gerne udvikle mig mere og bruge nogle af de erfaringer, jeg har gjort mig, slutter Saad.

Læs med i morgen, når vi igen snakker med en fodboldpersonlighed, der har været eller er på eventyr i det mere fodbold-eksotiske udland.

mikael@bold.dk