Fodbold er andet end Champions League, Superliga og VM-slutrunder. Hver dag frem mod jul besøger bold.dk en tidligere divisionsklub, der nu er at finde længere nede i rækkerne. Bag dagens låge finder vi Fremad Valby, der på trods af ti sæsoner i divisionerne i 1980'erne altid har stået i skyggen af naboklubben Frem. I hvert fald når det kommer til resultaterne, selvom kampen endte 0-0, sidst de to Valby-klubber mødtes i efteråret 2010.
Fremad og Frem
- Historisk set har Frem altid været storebror. De satser på eliten, og vi tager på sin vis dem, de taber. Vi havde jo en Københavnsserie-kamp for nogle år siden, hvor der var over 1000 mennesker i Valby Idrætspark. Det var dagen, hvor det hele gik op i en højere enhed. Det var fantastisk at opleve det, siger Fremad Valbys formand Søren Stange til bold.dk og pointerer, at Fremad medlemsmæssigt er godt dobbelt så store som Frem.
- Vi satser rigtig meget på bredden. Vi har unger, der kommer fra de er tre år, og de ældste spillere i klubben er vel lige omkring de 70. Vi er gode til at favne bredden i Valby, siger Stange, der selv har været i klubben på den ene eller anden måde i 45 år og også fik en enkelt kamp i 3. division.
Fremad Valby ligger i Københavnsserien, og selvom man ikke skal i divisionerne igen, så formanden gerne, at man kom en enkelt række op, blandt andet ved at satse på en stærk ungdomsafdeling.
- Jeg synes, vi ligger for langt nede i forhold til, hvad potentialet er på vores førstehold. Når man prøver at give de unge chancen, så er der også noget at komme efter for dem. Planen hedder, at når vores egne begynder at slå igennem, vil vi godt op og spille i Danmarksserien. Men økonomien er ikke til mere end det. Et godt midterhold i DS, det kunne jeg godt se.
- Vi har en helt klar strategi om, at inden for få år skal vores ungdomshold være blandt de bedste i København. Ikke at de nogensinde bliver divisionshold, for vores gode spillere smutter. Men vi prøver at give dem en god opvækst, så de får et Fremad-hjerte. Så kan det godt være, de skal ud og prøve lykken, men vi håber, at de kommer tilbage igen.
Vokseværk i Valby
Fremad Valby havde i mange år trange kår og delte klubhus med Valby Boldklub, indtil daværende formand Steen B. Hansen, med en håndsrækning fra sin fætter, fik stablet et nyt klubhus på benene, hvor der er plads til udfoldelse.
- Vi boede på Værkstedsvej og delte klubhus med Valby Boldklub indtil for 12 år siden, hvor vores daværende formand Steen B. Hansen fik Bevægelseshuset op at stå. Hans fætter, Jens Kramer Mikkelsen, var jo overborgmester, så det hjalp sikkert også lidt, siger Stange.
- Så vi fik bygget 999 kvadratmeter klubhus, og Steen B. satte en trend i gang med ungdomsfodbold, og fra da af voksede vi fra cirka 125 medlemmer til cirka 700 i ungdomsafdelingen. Steen B. var en meget vigtig figur.
Et af de nye tiltag i Bevægelseshuset er at starte et alternativ til en idrætsefterskole.
- Vi starter en tiendeklasse op i klubhuset fra 1. august i samarbejde med Københavns Ungdomsskole, hvor fodbold bliver omdrejningspunktet. Der er fodbold, træner- og dommerkursus og noget førstehjælp, hvor de to dage om ugen er en fuld dag i klubben. Det bliver lidt efterskoleagtigt, men hvor de unge bor hjemme, slutter Fremad Valby-formanden.
Fakta:
Fremad Valby - stiftet 21. august 1904
Sæsoner i divisionerne: 10
Bedste resultat: Nummer to i 3. division Øst i 1986
Nuværende række: Københavnsserien
Profiler: Jan Ilsø voksede op i B 93 sammen med sin bror, Finn, men skiftede til Fremad Valby i 1979 og blev klubbens første målscorer i Danmarksturneringen. Brormand Finn kom over til Fremad i 1980. Jans søn er Tim Ilsø, nuværende cheftræner i Fremad Amager. Emeka Andersen var mangeårig målmand i Avarta og opnåede Superliga-debut hos Brøndby IF, hvor han dog stod i skyggen af Mogens Krogh. Er nu i karrierens efterår sidste skanse i Fremad Valby. Sammy Youssouf debuterede som senior i Fremad Valby, men karrieren tog først fart efter et ophold i Hvidovre. Prøvede også lykken i udlandet, men led under vedvarende skadespauser. Palle ’Plankeværk’ Petersen var også et smut omkring klubben i de unge år.
Fun fact: Den 22. maj 1978 var Fremad Valby modstanderen for A-landsholdet i en træningskamp forud for EM-kvalifikationskampen mod Irland to dage senere i Københavns Idrætspark. Træningskampen, der alene havde adgang for pressen, blev spillet i Valby Idrætspark og endte med en sejr til landsholdet på intet mindre end 11-1! Det specielle ved kampen var ikke Benny Nielsens fire mål, men at landstræner Kurt Nielsen havde givet anførerbindet til Per Røntved i stedet for den hidtil sædvanlige anfører, Henning Munk Jensen, og dermed indvarslede et ledelsesskifte på banen.
kristian@bold.dk


Fremad Valby






























