Kvartfinalen blev lørdag endestationen for Rusland ved VM-slutrunden på hjemmebane, da et jævnbyrdigt møde med Kroatien blev tabt efter straffesparkskonkurrence.
Kampen blev også endestationen for 38-årige Sergei Ignashevich, der lørdag har meldt ud, at han stopper på det russiske landshold.
Den rutinerede forsvarsspiller vendte forud for slutrunden tilbage for landsholdet efter godt og vel to års pause, og han spillede en vigtig rolle i VM-værternes flotte præstationer.
Ignashevich, der holder rekorden for flest russiske landskampe, var med i alle af holdets fem kampe ved slutrunden, og i både ottendedels- og kvartfinalen scorede han i de respektive straffesparkskonkurrencer.
Det slutter dog nu efter i alt 127 kampe kort tid før forsvarsspillerens 39-årige fødselsdag.
Kantspilleren Alexander Samedov har også meldt ud, at han har spillet sin sidste kamp på det russiske landshold.


VM
Rusland





















