International -40-årige Diego Forlan indstiller karrieren
2019-08-07 08:22:10
Foto: Getty Images

40-årige Diego Forlan indstiller karrieren

Den tidligere Manchester United- og Atletico Madrid-angriber Diego Forlan indstiller karrieren i en alder af 40 år. Senest spillede han for Kitchee i Hong Kong.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

40-årige Diego Forlan indstiller karrieren, efter den uruguayanske angriber har spillet i fem lande og fem klubber de seneste syv år.

Det oplyser den tidligere Mancester United- og Atletico Madrid-angriber til Telemundo.

- Det har ikke været nemt, for jeg ville have tiden til at komme, men jeg vidste, at den ville. Jeg har besluttet at stoppe med at spille professionel fodbold, siger han til mediet.

Forlan blev et europæisk bekendtskab, da han i januar 2002 skiftede til Manchester United fra argentinske Independiente.

Med United vandt han Premier League i 2003 og FA Cup i 2004, inden han samme år tog til den spanske La Liga, hvor først Villarreal stod klar med en kontrakt, inden han skiftede til Atletico Madrid.

Her kom Forlans bedste sæson, da han i 2008/09-sæsonen nettede hele 32 mål i La Liga, og det var nok til at blive ligatopscorer – den titel fik han også i sin første sæson i Villarreal, men måtte dele med Samuel Etoo fra Barcelona på 25 mål.

Med Atletico vandt han også Europa League i 2010.

Siden rykkede den efterhånden rutinerede angriber til Inter i Serie A, men uden den store succes.

Efter det italienske ophold stod der eventyr på menuen for Forlan, der drog til Internacional i Brasilien, inden turen gik videre til japanske Cerezo Osaka, hjemlandets Penarol, indiske Mumbai City og senest Kitchee, hvor han spillede sin sidste kamp i maj 2018.

For landsholdet scorede Forlan 36 mål i 112 kampe, og den langhårede angriber nåede at deltage i tre VM-slutrunder.

I alt i karrieren blev det til 221 mål i 582 på klubplan.

Annonce
Annonce

13 kommentarer

Se kommentarer
Annonce