

Superliga-komplekset mod Sønderjyske fortsatte for AGF efter en dramatisk afslutning på Sydbank Park.
Det så ud til, at AGF skulle tage sejren, da Tobias Bech scorede efter 68 minutter – men den aarhusianske fest blev spoleret.
I kampens døende minutter steg Magnus Jensen højst til vejrs og headede et point hjem til sønderjyderne. Det var langt fra kønt i en kamp, hvor cheftræner Jakob Poulsen må undre sig over, hvor målene skal komme fra. Offensivt var indskiftningerne forsigtige, og hverken Patrick Mortensen eller Janni Serra viste slutspilsform.
AGF må derfor nøjes med at være fem point foran FC Midtjylland.
Her er Bolds fokuspunkter fra kampen:
Bare rolig, Danmark
Spiller fra hjemmeholdet i fokus
Artiklen fortsætter efter billedet

Brian Riemer og kompagni skal ikke lade sig skræmme af Lirim Qamili, når Danmark møder Nordmakedonien i den vigtige playoffkamp – i hvert fald ikke, hvis Sønderjyske-spilleren viser samme niveau, som han gjorde mod De Hviie. Sammen med den offensive Sønderjyske-akse var der langt fra offensivt slutprodukt.
Det var nærmere forsvaret, der udgjorde den største trussel for AGF, når de havde standardsituationer. Omvendt stod sønderjyderne langt tilbage, hvilket også forklarer den manglende offensive fare fra Qamili og co.
Synger Paddy på sidste vers?
Spiller fra udeholdet i fokus
I syv kampe i træk har den rutinerede AGF-angriber Patrick Mortensen forladt grønsværen uden at score – i Superliga-regi skal vi helt tilbage til november 2025 for at finde hans seneste mål. I opgøret rørte han næsten ikke bolden, og angriberen virkede isoleret fra resten af holdkammeraterne.
Paddy, der har kontraktudløb til sommer, blev skiftet ud efter 64 minutter med boldberøringer, der nærmest kan tælles på to hænder. Dagens præstation må uden tvivl give Jakob Poulsen flere panderynker og flere ubesvarede spørgsmål om angriberposten.
Hjørnespark er tidens våben
Statistik i fokus
Hjørne, hjørne og atter hjørne.
Hjørnespark er blevet det nye sort i moderne fodbold – og det var tydeligt i kampen. Bare i første halvleg var der ti af slagsen, som næsten alle fulgte samme opskrift: spark mod forreste stolpe og massivt pres på målmanden.
Hjørnesparkene var også en klar indikation på, at begge mandskaber var varsomme med at tage chancer i forsvaret – men også på den manglende skarphed, der var symptomatisk for kampen.
Stemning med slutspilsklasse
Fans i fokus
En stigning i billetprisen på 36 procent.
Det var realiteten for AGF-fansene, der tog vejen til Sønderjylland. Før kampen var der enorm utilfredshed blandt aarhusianerne med værternes billetpriser.
De fremmødte AGF-fans – også hjemmeholdets – lod sig ikke mærke af prisstiningen.
De sørgede for en kulisse, der er hæderlig for mesterskabsspillet. Sønderjydernes fans belønnede også hjemmeholdet med et flot og organiseret indløbsshow med farver og konfetti.
En dag, hvor spillet ikke flød på banen for de to medaljeaspiranter, formåede publikum at holde en høj kadence.
Poulsen har et angriberproblem
Træner i fokus
Cheftræner Jakob Poulsen virkede varsom med at satse for meget i en kamp, hvor AGF havde en kæmpe mulighed for at skabe et stort hul til FC Midtjylland, der tabte i deres kamp mod FC Nordsjælland.
Men det blev ikke tilfældet, hvor særligt de offensive indskiftninger manglede. Serra fik 24 minutter, mens den anden offensiv indskiftning - Sebastian Jørgensen - blev skiftet ind i slutminutterne.
Det rejser store spørgsmål omkring angriberposten: Skal det være Janni Serra, Patrick Mortensen eller en helt tredje?
De to angribere har tilsammen kun scoret otte Superliga-mål, og det må skabe tvivl hos cheftræneren om, hvor de nødvendige scoringer skal komme fra. Det kan vise sig at blive afgørende i jagten på at bryde klubbens 40 år lange guldtørke.

VM Morgenbriefing: Spanien er klar til semifinalebrag
Hattrick | Afsnit 145Spanien er klar til VM-semifinalen efter endnu en sen afgørelse fra superindskifter Mikel Merino.
Læs mere
AGF
Sønderjyske
3F Superliga



































