Lyngby skal i Europa og i Top-8 i Danmark.
Nogle vil tænke, at det rabler med den melding fra traditionsklubben nord for København.
Men der er en mening med galskaben og de store sportslige ambitioner.
- Vi tror, hvis vi det kan lade sig gøre at lave en kapitaludvidelse på 50 mio. kr., kan vi tage det nødvendige skridt og blive en fast del af Superligaen og ad denne vej komme ind i top-8.
- Vi er meget ydmyge omkring det her forsøg. For vi ved ikke, hvor mange der vil være med. Men vi er overbeviste om, at Lyngby i dag er en sjovere case, fordi vi ejer vores eget stadion, siger Andreas Byder, der er direktør i Lyngby.
- Vi ser helst, at nogen fra nærområdet har lyst til at være en del af vores klub i fremtiden, men kommer der andre private investorer, siger vi ikke nej, siger Andreas Byder, der er direktør i Lyngby.
Mangler 10-15 procent
Han uddyber:
- Når vi rykker op i Superligaen til sommer, skal vi stå på et stærkere fundament. Kulturen og talentudviklingen i klubben er stærk.

Foto: Axel Emil Hammerbo/Ritzau Scanpix.
- Men vi mangler de sidste 10-15 procent for at tage de nødvendige skridt.
- Det handler om scouts og analytikere og et løft af vores setup og en opgradering af vores spillertrup.
- Vi vil gerne være en klub, der kan mål sig med Viborg, Silkeborg og Randers, forklarer Andreas Byder, der ikke forventer, at Friends of Lyngby kommer med alle 50 mio. kr. i den nye kapitaludvidelse.
Friends of Lyngby blev etableret i 2018, da klubben var tæt på kollaps. I dag består Friends of Lyngby af 28 investorer, som sikrer klubbens økonomi. Det er forretningsfolk, hvor flere af dem har en lokal forankring.
- Vi ved ikke, om vi kan skaffe 50 mio. kr., men vi skal være ambitiøse.
- Vi tænker, at kredsen i Friends of Lyngby skal komme med 20 mio. kr., mens vi gerne ser nye investorer, tegner sig for resten, så vi bliver en større og bredere ejerkreds, forklarer han.

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix.
Lyngby har en samarbejdsaftale med Philadelphia, der har købt 10 procent af aktierne. De har en option på yderligere 10 procent, men det er ikke afklaret om de vil købe sig yderligere ind i Lyngby.
Lyngby har netop fremlagt en ny strategi, der rækker frem mod 2028, hvor der er fokus på, at klubben skal etablere sig fast i Superligaen, samtidig med, at man har en bæredygtig økonomi.
Vigtige elementer for Lyngby de kommende år er fortsat at satse stort på talentudviklingen og have en lokal forankring.

Lyngby Boldklub
Betinia Liga








































