Henrik Madsen har været forrygende for Næstved i efteråret. Det blev til syv træffere for midtbanespilleren, der af sine kollegaer i 1. division blev kåret til årets profil tilbage i december måned.
Hvor længe sydsjællænderne kan holde på Madsen er imidlertid usikkert, for kontrakten udløber til sommer. Vil Næstved tjene penge på spilleren, skal han derfor skydes af sted i dette transfervindue, men hovedpersonen selv regner ikke med, at han forlader klubben nu.
- Jeg tager det næste halve år her med Næstved. Det regner jeg stærkt med. Der kan selvfølgelig ske noget helt vildt, men som markedet er i øjeblikket, er det nok udelukket, siger Henrik Madsen til bold.dk og fortsætter:
- Ser man sig omkring, så er jeg langt fra den eneste spiller, der snart har kontraktudløb. Det er ikke nemme tider.
Til gengæld kan Henrik Madsen være tabt for Næstved til sommer, da han allerede nu er fri til at snakke med andre klubber om et kommende samarbejde. Den mulighed har han allerede benyttet sig af.
- Vi er lidt i dialog med noget. Det kan jeg røbe uden at sige for meget, lyder det fra spilleren, der dog ikke lukker døren til sin nuværende arbejdsgiver.
- Jeg regner med, at de gerne vil forlænge, og det er jeg ikke afvisende overfor, men det er svært at sige noget, når vi ikke har haft nogen samtaler endnu, slutter han.
Næstved holder vinterferie på en fornem femteplads i 1. division. Madsen og co. har kun tre point op til Fredericia, der sidder på den ene oprykningsplads.
houlind@bold.dk


Næstved Boldklub
Betinia Liga






























