FC Midtjylland hentede for to år siden den moldoviske landsholdsspiller Serghei Dadu. Angriberen formåede dog aldrig for alvor at falde til på heden, blandt andet fordi han ikke kunne få sin familie til landet, og derfor valgte FCM for et år siden at udleje ham til russiske Alania Vladikavkaz.
Her har Dadu haft stor succes, målene er igen kommet fra angriberens fødder, og han har igen fundet fodboldglæden. Lejeaftalen er nu udløbet, men ifølge spillerens agent, er det overvejende sandsynligt, at Dadu bliver i Rusland.
- Russerne holder jul i morgen, og derfor ligger forhandlingerne stille i øjeblikket. Men det ser ud til, at Dadu bliver i hos Alania på permanent basis, det er i hvert fald de indikationer vi har fået, siger Dadus agent til bold.dk.
- Vi har endnu ikke underskrevet noget, så der er intet der er på plads, men jeg regner med, at forhandlingerne, både mellem klubberne og mellem Dadu og Alania, tager fart, når den russiske jul omkring 12. januar er ovre.
Serghei Dadu, der har kontrakt med FCM frem til sommeren 2011, nåede i sit år i Midtjylland at spille 23 kampe og score fem mål.
jesper@bold.dk


Alania Vladikavkaz
FC Midtjylland
3F Superliga
1. Division

























