Anførerbindet i FC Vestsjælland har været at finde på Andreas Mortensens arm, men nu rykker det fra angrebet og ned i forsvaret. Således har cheftræner Michael Schjønberg besluttet sig for, at det var tid til at give bindet videre til Kristoffer Wichmann.
- Som træner bestemmer jeg, hvem der skal være anfører. Jeg har talt med Andreas, og han var selvfølgelig lidt skuffet, men det er min beslutning, siger Michael Schjønberg til Sjællandske.
Mortensen selv kan godt leve med beslutningen.
- Det er fint nok, det er træneren, der bestemmer. Jeg synes, jeg gjorde det fint, før vi kom op i 1. division. Det er et spørgsmål om hvilken type, en anfører skal være. Man kan gå forrest i tacklingerne, eller råbe og skrige, guide, opmuntre og så videre. Så kan man måske sige, det er svært for mig oppe foran at råbe og skrige, så de kan høre mig nede bagi, konstaterer Andreas Mortensen.
FCV er i næste sæson at finde i 1. division efter at have vundet 2. division øst i sidste sæson.


FC Vestsjælland
Betinia Liga






























