Aston Villas Wilfred Bouma kom slemt til skade under Intertoto Cup-finalen mod OB i går aftes og blev kørt direkte på hospitalet. Her kunne lægerne dog fastslå, at den hollandske forsvarer ikke har brækket anklen.
- Vores læge er vendt tilbage fra hospitalet, og han kunne fortælle, at der er tale om en forvridning. Heldigvis er der ikke noget brud, hvilket er virkelig gode nyheder. De har nu sat den på plads og puttet den i gips, fortæller Villa-manager Martin O’Neill til Aston Villas hjemmeside.
Selv om skaden altså ikke er så slem, som man i Birmingham-klubben havde frygtet, er O’Neill stadig indstillet på at måtte undvære den store forsvarer i en rum tid.
- Det er tydeligvis en alvorlig skade hos en spiller, der har spillet exceptionelt godt. Han havde en utrolig god sidste sæson og vil blive savnet, slutter O’Neill.


Aston Villa
Intertoto Cup






























