Brøndby har fået ny cheftræner i Thomas Frank, og han skal sammensætte sin stab. Første mand er på plads i form af Claus Nørgaard, der kommer fra en rolle som assistenttræner i Vejle.
Frank og Nørgaard kender hinanden fra deres fælles arbejde med U17-landsholdet. I Brøndby får Nørgaard titlen anden-assistent.
- Jeg glæder mig helt vildt til jobbet. Brøndby IF er stadig en storklub herhjemme, og der er et kæmpestort potentiale i klubben. Det glæder jeg mig meget til at være med til at forløse på sigt. Jeg har arbejdet sammen med Thomas før hos DBU, og vi har langt hen af vejen samme fodboldfilosofi, menneskesyn og værdier, så det er fantastisk spændende at skulle arbejde sammen igen, siger Nørgaard til BIF’s hjemmeside.
Om Claus Nørgaard siger cheftræner Thomas Frank:
- Claus er en sindssyg dygtig træner, der er utrolig skarp på træningsbanen. Han kan desuden scoute og vurdere spillere bedre end de fleste. Blandt hans forcer er også at bygge relationer i en spillertrup og håndtere unge spillere.
- Trods hans relativt unge alder har han stor trænererfaring, og jeg er meget glad for, at vi nu har tilknyttet Claus til trænerteamet. Vi har tidligere haft et fantastisk samarbejde i DBU-regi, og det håber og tror jeg på, at vi kan fortsætte her i Brøndby IF.
Endnu har Brøndby ikke meldt ud, hvem der bliver første-assistent i klubben.


Brøndby IF
3F Superliga





























