Æresdivisionen -Comeback-Boilesen: En befrielse
2013-08-03 18:16:31
Foto: Ajax.nl

Comeback-Boilesen: En befrielse

Et langt skadeshelvede er slut for Nicolai Boilesen, der gjorde comeback i Æresdivisionen, da han sammen med Ajax besejrede Roda 3-0 fredag aften. En stor triumf for danskeren.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Efter en lang, lang skadespause er Nicolai Boilesen endelig tilbage for Ajax. Han fik først spilletid i Super Cuppen, og fredag aften fik han så de sidste fem minutter, da Ajax åbnede Æresdivisionen med en 3-0-sejr hjemme over Roda. Første optræden i Hollands bedste række siden 18. september 2011.

- Det har været længe undervejs. Jeg er rigtig glad for at være med igen. Det var dejligt at komme ind og få spilletid i Æresdivisionen. Det var fortrinligt at komme i gang med sæsonen, og så var det ekstra dejligt at vi fik de tre point med vores 3-0-sejr. Det var en god aften, siger Boilesen til bold.dk.

- Efter kampen fik jeg et ekstra skulderklap af træneren og staben omkring klubben. Der er rigtigt mange , der har kæmpet for, at jeg skulle tilbage, og jeg tror, det var en befrielse for dem, og det var det især også for mig selv.

Det er en baglårsskade, der har voldt den danske venstreback så store problemer, at han på et tidspunkt krydsede alt, hvad han havde for, at han ikke skulle stoppe karrieren.

- Jeg har aldrig tvivlet på mig selv, men man begynder at stille spørgsmålstegn ved ens baglår, når det driller fem-seks gange, og ingen kan finde ud af, hvad der er galt. Jeg fik på et tidspunkt foretaget en test på et hospital i Amsterdam, hvor min karriere ville slutte, hvis det viste sig, at senen var ødelagt. Når man skal have foretaget sådan en test, så bliver man nervøs, men heldigvis viste testen, at det kun var muskelmasse. Nu nyder jeg bare at være med igen.

Boilesen afløste Daley Blind mod Roda, og nu er næste mål for venstrebacken at tilbageerobre sin plads i startopstillingen.

- Mere vil have mere, og det er selvfølgelig det, jeg går efter, men jeg er også realist, og to-tre kampe om ugen med 90 minutter er ikke særligt realistisk lige nu. Jeg tager det, der kommer, og så må vi se, hvordan det går, lyder det.

21-årige Boilesen kom til Ajax fra Brøndby i 2010.

houlind@bold.dk

Annonce
Annonce

3 kommentarer

Se kommentarer
Annonce