International -DBU bekræfter: landskamp i Odense og Brøndby
2006-06-09 16:33:23
Foto:

DBU bekræfter: landskamp i Odense og Brøndby

DBU har bekræftet, at efterårets venskabskampe imod Polen og Portugal spilles hhv. i Odense og på Brøndby Stadion.

Artiklen fortsætter efter annoncen
Annonce

Venskabskampen imod Paraguay i sidste måned på NRGi Park i Århus var en stor succes med bugnende fulde tribuner – noget man ikke kan sige om lægterne i Parken ved flere af Danmarks tidligere venskabskampe imod mindre attraktive modstandere.

Derfor har DBU besluttet sig for også at snyde hovedstaden for de rød-hvide næste to optrædener.
Kampen imod Polen 16. august finder sted på Fionia Park i Odense, mens mødet med den anden VM-deltager Portugal er henlagt til Brøndby Stadion på Vestegnen uden for København. I forbindelse med aftalen har Brøndby Stadion garanteret, at der hen over sommeren bliver lagt nyt græstæppe på banen.

Fionia Park kan huse 15.635 tilskuere, mens der er plads til 26.000 i Brøndby.
DBU håber på fulde huse til begge kampe og starter billetsalget til begge opgør fredag den 23. juni klokken 10.

Det er 15 år siden, Danmark senest spillede landskamp i Odense. I 1991 blev tre kampe spillet i Odense under Idrætsparkens ombygning til Parken og førte til to 2-1 sejre over hhv. Østrig og Nordirland i EM-kvalifikationen samt 1-1 imod Bulgarien i en venskabskamp.

Brøndby var senest rammen omkring en A-landskamp i juni 1992, hvor det endte 1-1 imod Sovjetunionen.

Når landsholdet senere på årets tager hul på EM-kvalifikationen, vil Parken igen være Danmarks faste hjemmebane.

Annonce
Annonce
Annonce