Den uheldige midterforsvarer vred ifølge klubbens hjemmeside om på knæet efter en tackling på træningsbanen og blev straks kørt til undersøgelse på en klinik. Her kunne man konstatere, at de indre ledbånd i knæet var revet over. Korsbåndet lader dog til at være intakt, men spilleren må stadig imødegå en længere skadespause på 10-12 uger.
Uheldet kommer på det værst tænkelige tidspunkt, da Brøndby torsdag møder FC Zürich i UEFA Cuppen, og både Per Nielsen og Thomas Rytter i forvejen mangler i forsvaret grundet skader.
Agger har netop tilkæmpet sig en plads på det danske A-landshold og har i sommerens løb været sat i forbindelse med blandt andet Liverpool, så det er en dygtig spiller, de blå-gule må undvære.
Det bliver højst sandsynligt Auri Skarbalius og nyindkøbte Trond Andersen, der indtager pladserne i midterforsvaret i torsdagens UEFA Cup-kamp.

































