I sommer drog Lindholms Karsten Viborg og Blokhus FC's Andreas Damgaard om på den anden side af jorden for at få sig et eventyr i New Zealand. Planen for at tørne ud for Manurewa AFC i en regional vinterliga og her forsøge at imponere sig til en aftale for en af de større klubber i den landsdækkende sommerliga.
Og missionen er lykkedes.
- Vi spillede på et oprykkerhold, og lidt mod forventningerne slog vi et par af topholdene og sluttede midt i tabellen, så det var fint nok. Andreas bor hos træneren, og jeg bor hos et af klubmedlemmerne, og de har været utroligt flinke og imødekommende, så tilvænningen er gået problemfrit, fortæller Viborg og fortsætter:
- Der har været lidt problemer med klubbens baner på grund af vejret, der har været meget regnfuldt, så vi har ikke trænet helt så meget. Nogle gange kun én gang om ugen og så kamp i weekenden. Men min fornemmelse er, at det har været det samme i de andre klubber, og det har måske også afspejlet sig lidt i kampene. Niveauet har til tider været lidt mere hygge end semiprofessionelt. Spillestilen er meget engelsk-inspireret med en del kick and rush i nogle af kampene. Tempoet og fysikken er i højsædet i forhold til Danmark, må man sige.
- Rugby er den altoverskyggende sport hernede. Det fylder stort set alt i tv og aviser, og man kan godt mærke, og at mangler en del udvikling indenfor fodboldverdenen. Især taktisk og organisatorisk, men det er jo en del af oplevelsen, og det har været meget spændende indtil videre.
Der bliver dog skruet op for træningsmængden og niveauet for den danske duo i den nærmeste fremtid. De har de seneste uger vist sig frem i et par af de største klubber i New Zealands landsdækkende sommerliga, og blandt flere tilbud har de nu næsten bestemt for at fortsætte eventyret.
- Vi har et stort set køreklart tilbud liggende for Team Wellington, der tabte slutspilsfinalen i sidste sæson. Vi er begge indstillet på at skrive under, men der mangler lige de sidste detaljer. Det er spændende af flere årsager. Vi vil komme til at træne de her fire-fem gange om ugen, truppen har flere tidligere eller nuværende landsholdsspillere, og så samarbejder man tæt med Wellington Phoenix, som er det eneste fuldstids-professionelle hold hernede.
- Phoenix spiller med i den australske A-League, og der er ikke lang vej til at måske få lov at træne med hos dem og vise sig frem. Desuden skal Team Wellington spille tre tv-transmitterede forkampe på Phoenix' Westpac Stadium med plads til 36.000 tilskuere, og det bliver et par store oplevelser at få med.
- Selvfølgelig vil det være en drøm at score en fuldtidskontrakt hos et A-League-hold, men det er ikke det, vi sigter efter overhovedet. Jeg har forpligtelser hjemme i Danmark, og det her er stadig kun for oplevelsernes skyld. Vi tager det udelukkende som en forsættelse af eventyret, slutter Viborg.
Den newzealandske sommerliga starter i november, slutter i februar, mens der for de fire bedste hold ud af de otte i ligaen er slutspil i marts.
mikael@bold.dk


Team Wellington






























