Usti nad Labem. Mærkværdigt lyder det. Og en lige så mærkværdig oplevelse mødte den tidligere AaB’er Denis Dedovic, da han i sidste uge var til prøvetræning i den tjekkiske klub ved navn Usti nad Labem.
Holdet er nummer et i den næstbedste tjekkiske række med seks point ned til nærmeste forfølger, og her forsøgte Denis Dedovic for nyligt at finde lykken, men kummerlige forhold og ingen engelsktalende i klubben sendte ham retur med en sjov oplevelse og et håb om en fremtidig karriere hjemme i trygge Danmark.
- Forholdene dernede var ikke, som jeg havde regnet med. Deres stadion var næsten faldefærdigt, så hjemmekampene spillede de på et stadion til en af klubberne fra den bedste række. Generelt virkede det slet ikke som et hold, der var klar til at komme ind i en bedste række, siger Denis Dedovic til bold.dk.
- Og udover de dårlige forhold snakkede de slet ikke engelsk. Jeg forstod ikke, hvad træneren sagde. Jeg havde min far med dernede, og han snakker lidt russisk, og det minder så meget om hinanden, at de så kunne forstå hinanden på den måde. Men hvis han ikke havde været med, så ved jeg ikke helt, hvordan jeg skulle have klaret det.
Rent fodboldmæssigt gik det upåklageligt for midterforsvareren, der dog af de føromtalte årsager valgte at takke nej til klubben.
- Det gik godt nok, og de var tilfredse med mig, men jeg følte bare ikke, at jeg var klar til at skulle så langt væk hjemmefra endnu.
20-årige Denis Dedovic har spillet det meste af sin tid som ungdomsspiller samt hele seniortiden i AaB, men det samarbejde ophørte ved juletid. Han vil nu forsøge sig i Hobro, hvor han skal på prøve fra mandag. En klub der ligger markant nærmere hjemegnen, idet både Denis og hans familie bor i Hobro.


Hobro
Usti nad Labem
Betinia Liga






























